Nye Borgerlige stemte imod, at der nu kan udarbejdes et lokalplansforslag til nyt etagebyggeri i Slangerupgade. Øvrige partier stemte for, at byggeriet maximalt må være 10,5 meter. Her ses de første skitser til projektet. Illustration: OGA Architecture

Nye Borgerlige stemte imod, at der nu kan udarbejdes et lokalplansforslag til nyt etagebyggeri i Slangerupgade. Øvrige partier stemte for, at byggeriet maximalt må være 10,5 meter. Her ses de første skitser til projektet. Illustration: OGA Architecture

Politisk flertal:

Bygherre kan gå videre med Slangerupgade-lejligheder

Der bør ikke bygges etageboliger i Slangerupgade, mente Nye Borgerlige, mens de øvrige partier i byrådet stemte processen for byggeri af 80 nye lejligheder i gang

Politikerne i Hillerød byråd var ikke enige, da de forleden besluttede, at bygherren kan gå videre med et forslag om at bygge 80 nye lejligheder i Slangerupgade nummer 47-51.

Nye Borgerliges Mette Thiesen mente nemlig ikke, det var en god idé at bygge lejlighedskomplekser på grunden:

“Har vi lyst til at have boligblokke ved siden af et villakvarter? Har vi lyst til at have flere boligblikke, også i højden, på det her sted i Hillerød? Jeg vil gerne kunne se mine børn i øjnene om mange år og sige, at det var mig, der stemte ja til at bygge flere villakvarterer, flere rækkehuse, flere parcelhuse. Vi skal sikre den arkitektoniske sammenhængskraft i byen,” sagde hun og mente, at højhusbyggeriet ville påvirke villaejerne i området for meget.

Læs også: Forslag: 80 nye lejligheder i Slangerupgade

“Spændende projekt”

Socialdemokratiet var til gengæld positivt stemt, forklarede den nyindvalgte Mie Lausten:

“Det er et meget spændende projekt med en bygningsmasse og bygningshøjde, som passer meget godt med det øvrige etagebyggeri i området. Det vil bringe nogle eftertragtede lejligheder til byen”.

Fik du læst: Turister besøgte slottet - og fik stjålet deres ejendele imens

Lokalplanen skal dog tænkes ind i området, understregede hun og glædede sig over, at borgerne nu får lejlighed til at komme med deres forslag og bekymringer i forhold til, hvordan det kommer til at fungere som boligområde:

“Så vi ser meget frem til at høre, hvad det er for nogle input, der kommer fra borgerne i området, og hvordan bygherren får tænkt det ind,” sagde hun.

Også SF's Peter Langer bakkede op om planen for området, som han kaldte “en smule slidt”. Han glædede sig over udsigten til boliger i alle prislejer i området.

“Men byggeriet skal se ordentligt ud og tilpasses de omkringliggende kvarterer,” sagde han.

Positivt byfortætning

Tue Tortzen fra Enhedslisten mente, at det vigtige er at få stationsnære boliger, så den kollektive trafik fremmes, og at få bygget nye, energivenlige boliger for at skønne klimaet.

“Vi ønsker også alle en levende bymidte, og så må vi sørge for, at der bor nogle folk i den eller i nærheden af den, så de bruger den og går en aftentur i den. Vi er tilhængere af den byfortætning, det her er en del af,” sagde han og påpegede, at der allerede ligger to etagebyggerier i området.

Forvaltningen skal nu gå i gang med et udforme et lokalplansforslag, og der skal holdes et tidligt borgermøde, hvor naboer og andre interessenter kan komme med deres input.

Politikerne - bortset fra Mette Thiesen som stemte imod - besluttede, at højden af den nordlige boliglænge kan opføres i op til 10,5 meter, og bygherren skal arbejde videre med en faldende taghældning på den sydlige længe mod villaområdet.

Publiceret 16 March 2018 10:00