Dorte Dahl, der allerede er et kendt ansigt i idrætsmiljøet i Hillerød og Nordsjælland, er ny sportschef i Firmaidræt Hillerød. Foto: Firmaidrætten

Dorte Dahl, der allerede er et kendt ansigt i idrætsmiljøet i Hillerød og Nordsjælland, er ny sportschef i Firmaidræt Hillerød. Foto: Firmaidrætten

Dorte Dahl ny sportschef for firmaidrætten

Trods sine 52 år er Dorte Dahl stadig i den danske elite inden for trailløb og ultraløb - nu tager hun fat på breddeidrætten

Efter næsten 10 år med Kjeld Myhre som sportschef, har Kjeld Myhre valgt at søge nye udfordringer. Dermed skulle der findes en ny sportschef for Firmaidræt Hillerød og valget faldt på 52-årige Dorte Dahl, der er en kendt person blandt idrætsmiljøet i Hillerød og Nordsjælland.

Dorte Dahl er igen bosat i Hillerød efter en kort periode i udlandet, hvor hun blandt andet har trænet bjergløb som deltager på det danske landshold i ultra trailløb.

Fik du læst: Turister besøgte slottet - og fik stjålet deres ejendele imens

Selvom alderen burde indikere, at Dorte Dahl er tidligere eliteudøver, så er hun stadig med i den absolutte danske elite inden for trailløb og ultraløb.

Fra elite til bredde

Det bliver dog ikke eliteidræt, Dorte Dahl skal arbejde med som sportschef for firmaidrætten, men derimod breddeidræt med udgangspunkt i virksomhederne/arbejdspladserne i Hillerød og omegn samt ikke mindst med ansvaret for, at Firmaidrættens Hus er fyldt med aktivitet 'fra morgen til aften'.

“Vi er sikre på, at vi med ansættelse af Dorte Dahl har gjort et scoop. Dorte er super professionel, men har samtidig den rigtige empati for bredden og vigtigheden i at der også skal være plads til det sociale fællesskab,” udtaler formand Peder Bisgaard i en pressemeddelelse fra Firmaidrætten.

I stort set hele Dorte Dahls erhvervskarriere har hun arbejdet med idræt/sport, der ligger hendes hjerte nært både som aktiv og iværksætter. Hun har et solidt kendskab til foreningsmiljøet både på lokal- og landsplan og har været initiativtager til diverse store idræts-events som trailløb i DGI og MTB maraton.

Hun har også kendskab til de største danske idrætsorganisationer, både ved at have arbejdet der selv, været elite-idrætsudøver og siddet i Aktiv-komiteen en årrække. Derudover er hun uddannet træner og idrætscoach, samt har stort kendskab til de fysiologiske og mentale processer, man oplever med idræt.

Bevægelse og idræt for alle

“Jeg brænder for, at alle, motionist som eliteudøver, gammel som ung, får bevægelse og idræt som en naturlig integreret del af deres hverdag og har med glæde observeret ogerfaret, hvorledes man opnår fysisk og mental sundhed ved at dyrke idræt,” siger den nytiltrådte sportschef i pressemeddelelsen.

“Jeg har masser af ideer og planer for, hvad Firmaidræt Hillerød i fremtiden skal kunne tilbyde både de mange virksomheder men også den almindelige borger i Hillerød. En af udfordringerne bliver bl.a. at fortælle vidt og bredt, at man altså ikke behøver at være med via arbejdspladsen for at deltage i Firmaidrættens mange tilbud i Firmaidrættens Hus eller alle de andre steder, hvor firmaidrætten udbyder aktiviteter,” fortsætter Dorte Dahl.

Vil på virksomhedsbesøg

“Ud over at arbejde på at få gjort firmaidrætten mere synlig, så glæder jeg mig også til at arbejde med de mange spændende events, som firmaidrætten de senere år har sat i søen. Ikke mindst Ladies Mud Race og de nye muligheder, men også udsigten til at blive værtsby for Ladywalk er en spændende udfordring,” siger Dorte Dahl.

I den kommende tid vil Dorte Dahl som sportschef forsøge at besøge så mange som mulige potentielle virksomheder med firmaidrættens tilbud. Men man er også velkommen til selv at kontakte Dorte Dahl på tlf. 4416 6177 for en aftale, fremgår det af pressemeddelelsen.jesl

Ud over at arbejde på at få gjort firmaidrætten mere synlig, så glæder jeg mig også til at arbejde med de mange spændende events, som firmaidrætten de senere år har sat i søen.

Dorte Dahl

Publiceret 16 March 2018 07:00