New Note Festival afslører "hidtil største booking"

“Et af 00’ernes største danske rocksbands” gæster New Note Festival i Hillerød, nemlig Veto

Veto går på scenen, når New Note Festival finder sted til august.

Det oplyser hillerødfestivalen, som finder sted i og omkring Klaverfabrikken, i en pressemeddelelse.

“Vi er meget stolte af at kunne tilføje Veto til programmet for New Note Festival 2018! Det vil være festivalens hidtil største booking og et navn, som adskillige andre festivaler har kig på,” fortæller booker Signe Weinreich i en mail til Hillerød Posten.

Fik du læst: Se billederne: Den Store Bagedyst for skoleelever

Orange Scene i 2011

Veto udgav deres første EP 'I Will Not Listen' i 2005, hvor singlen 'You Are A Knife' satte skub i tingene og blev en hit-single. Året efter udkom albummet 'There's A Beat In All Machines', og i kølvandet heraf begyndte VETO at tiltrække sig enorm opmærksomhed, skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Bandet har vundet adskillige priser gennem årene, tourneret verden rundt, åbnet Orange Scene i 2011 - Veto indtager også i år Roskilde Festival - og har på nuværende tidspunkt fire albums bag sig.

Sidste nye '16 Colors' udkom 9. februar 2018, og allerede tilbage i 2017 teasede bandet med de to singler fra albummet 'A Pit' og 'I Am Here'. Dette bliver bandets første album i fem år.

Vetos elektroniske rock og Troels Abrahamsens karakteriske rungende stemme er tilbage - denne gang med en ny og knap så hårdfør lyd, som da de begyndte i 00'erne. '16 Colors' præsenterer et lydunivers, som svæver lidt højere oppe end det hårde og mekanisk elektroniske lydbillede, som Veto arbejdede ud fra førhen.

“Vi er stolte over at kunne præsentere, hvad vi anser som et af 00'ernes største danske rockbands på New Note Festival 2018,” skriver festivalen i pressemeddelelsen.

Billetter snart til salg

Resten af festivalprogrammet vil løbende blive offentliggjort hen over foråret.

Den 13. udgave af New Note Festival løber af stablen fra den 2. til 4. august 2018.

New Note Festival har også offentliggjort Emil Kruse, Fugleflugten, Moses: “Andreas” og Silent Laika til sommerens festival.

Billetter bliver sat til salg i løbet af marts og kan købes via www.newnotefestival.dk.

New Note Festival 2. til 4. august i Hillerød. Mdt

Publiceret 01 March 2018 13:00

SENESTE TV