Nordsjælland Håndbold har hatten i hånden:

Nu går jagten ind på en storsponsor

Den økonomisk trængte fusionsklub skrabede 600.000,- sammen på krisemøde onsdag aften

Der var på én gang dybe folder i panderne og gejst i øjnene på de over 200 venner af håndboldklubben der i aftes var til krise- og stormøde i Hillerød.
Selvom der på ingen måde er noget at fejre i den økonomisk trængte klub, så havde man alligevel valgt Frederiksborgcenterets festsal som ramme for mødet med den alvorlige dagsorden: Der skal findes tre millioner kroner inden sommer - to millioner hér og nu - hvis der fremover også skal spilles professionel håndbold i grønne trøjer.
Og måske det var de festlige rammer der gjorde, at de fremmødte på to timer kunne samle hele 600.000 kr. sammen i redningsaktionens navn.

Helsingør Kommune gik forrest

Helsingør Kommune smed de første 100.000,-som en kommunal ekstrabevilling, og trofaste sponsorer i klubben kvitterede også ved at skrue økonomisk op for de i forvejen loyale sponsorater.
Læs også: Krise i Nordsjælland Håndbold: "Vi mangler over tre millioner kroner"
Også tegning af de nyopfundne B-anparter a' 1.500,- kr. pr. styk skæppede godt i kassen i aftes, og formanden for Hillerød Håndbold, Kenneth Nielsen, gik forrest og tegnede selv for de første 125.000,- kr. af de nye anparter.

Klubbens spillere var også mødt talstærkt op, og kunne med foldede hænder se til hvordan der i løbet af to timer blev skrabet 600.000,- kr. ind.

Klubbens spillere var også mødt talstærkt op, og kunne med foldede hænder se til hvordan der i løbet af to timer blev skrabet 600.000,- kr. ind.

Lang vej igen

“Det gik sådan set som jeg havde håbet og forventet, og de 600.000,- vi fik samlet ind, er en god start. At der er så stor folkelig opbakning imponerer mig og gør mig glad, og det giver mig håb om, at vi kan nå i mål. Den opbakning er uvurderlig,” siger Nordsjælland Håndbolds formand Jørgen Simonsen og fortsætter.
Læs også: Jørgen Simonsen er klar til at afgive formandspost for at redde håndboldklub
“Men jo, der er lang vej igen. Det må vi jo være ærlige og sige. Hvis alle sponsorater der skal gentegnes i den nærmeste fremtid bliver gentegnet, så har vi lidt over en million kroner mere i kassen, og så skal vi ud og finde de sidste penge. Og jeg vil gerne sige igen; det bliver alt andet lige nemmere, når vi har så stor folkelig opbakning som vi har. Jeg tror på det. Og så forventer og tror jeg da også, at Hillerød Kommune og Gribskov Kommune følger i Helsingør Kommunes fodspor, og øger deres kommunale bevillinger til klubben. Jeg er i dialog med dem,” siger Jørgen Simonsen.

Hillerøds tidligere borgmester Dorte Meldgaard meldte sig som tovholder for én af de tre grupper der nu skal på jagt efter nye sponsorer og nye penge.

Hillerøds tidligere borgmester Dorte Meldgaard meldte sig som tovholder for én af de tre grupper der nu skal på jagt efter nye sponsorer og nye penge.

I den omvendte verden

Jørgen Simonsen og resten af bestyrelsen i klubben kan konstatere, at sponsorindtægterne er faldet efter at klubben rykkede op fra 1. Division til Håndboldligaen.
Fra en række uden nævneværdig tv- og pressedækning og med håndboldspillere der spiller bold efter fyraften, til Håndboldligaen med verdensklassespillere og massiv, daglig og landsdækkende tv- og pressedækning.
“Nej, det giver ingen mening. Og vi forstår det ganske enkelt ikke. Det burde jo være omvendt. Vi burde jo se masser af nye sponsorer og folk der gerne vil eksponeres og være med i en succes, men vi må konstatere, at det ikke forholder sig sådan. Hvorfor kan vi ikke gennemskue. Men ok, nu rykkede vi sammen i aftes, og folk viste stor opbakning til klubben, og så skal vi nok også finde de sidste penge og en hovedsponsor,” siger Jørgen Simonsen.

Formanden for Helsingør Kommunes Sundheds- og Idrætsudvalg, Jens Bertram, kom med 100.000,- kr. i kommunal ekstrabevilling.

Formanden for Helsingør Kommunes Sundheds- og Idrætsudvalg, Jens Bertram, kom med 100.000,- kr. i kommunal ekstrabevilling.

Hovedsponsor er nødvendig

På krisemødet onsdag aften blev der nedsat tre grupper, der nu skal på jagt efter nye penge til den trængte håndboldklub.
Hillerøds netop afgåede borgmester Dorte Meldgaard er tovholder for den ene gruppe, den tidligere Helsinge- og Nordsjælland-målmand Kristian 'Nøller' Asmussen er tovholder for den anden gruppe, og Jacob Mortensen fra HHM Ejendomme i Hillerød er tovholder for den tredje gruppe.
Fik du læst: Vejstrid fortsætter: Dømt mand forhindrede ambulance i at komme frem
Jørgen Simonsen siger, at han havde håbet på flere grupper, og derfor vil arbejde på at etablere grupper der kan gå på sponsorjagt i resten af Nordsjælland og ikke mindst i Helsingør-området, så alle tre af klubbens moderklubber og kommuner er dækket; Hillerød, Gribskov og Helsingør.
“Men det vigtigste for os er, at finde en hovedsponsor. Det er altafgørende,” siger formanden og fortsætter.
“Vi har startet jagten på en hovedsponsor, og vi kigger for eksempel på pensionskasser, forsikringsselskaber og kreditforeninger. Større selskaber og virksomheder der har pengene, og som vil være hovedsponsor af to grunde; at give håndboldoplevelser som et medarbejdergode, og for at få en markant og synlig eksponering. Det er to gode grunde, og vi tror på, at den helt rigtige virksomhed er derude. Og vi skal finde en hovedsponsor. Længere er den ikke. Ellers klarer vi den ikke,” siger Jørgen Simonsen og oplyser, at et hovedsponsorat koster en rund million kroner.
“Og 950.000,- kan også gøre det, hvis det er,” slutter formanden for Nordsjælland Håndbold, Jørgen Simonsen.

Nordsjælland Håndbold spiller næste hjemmekamp i Håndboldligaen mandag d. 5. februar kl.19.30 i Helsingør Hallen når KIF Kolding København kommer på besøg.

“Og så forventer og tror jeg da også, at Hillerød Kommune og Gribskov Kommune følger i Helsingør Kommunes fodspor, og øger deres kommunale bevillinger til klubben. Jeg er i dialog med dem,” siger Nordsjælland Håndbolds formand, Jørgen Simonsen, der som altid kan finde smilet frem, uanset situationers alvor.

“Og så forventer og tror jeg da også, at Hillerød Kommune og Gribskov Kommune følger i Helsingør Kommunes fodspor, og øger deres kommunale bevillinger til klubben. Jeg er i dialog med dem,” siger Nordsjælland Håndbolds formand, Jørgen Simonsen, der som altid kan finde smilet frem, uanset situationers alvor.

Publiceret 11 January 2018 12:40

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV