Apoteket har åbent hver dag fra 8 til 21

Frederiksborg Apotek i Slotsgade har nu åbent hver dag fra 8-21, også i weekenderne

Fra 1. januar var det slut med døgnåbent apotek i Hillerød på grund af en beslutning i Folketinget.
Men i vores artikel fra 2. januar var der nogle forkerte oplysninger om apotekets åbningstider, som vi skal skynde os at rette her.
Frederiksborg Apoteks åbningstid i Slotsgade 26 er hver dag i året fra klokken 8-21 - både på hverdage og i weekenden, oplyser apoteker Troels Ingemann. Apoteket er af lægemiddelstyrelsen blevet tildelt det, der kaldes en B-vagt, og som betyder, at apoteket skal holde åbent kl. 8-21 på alle hverdage samt i noget kortere tid i weekenden og på helligdage. Men Frederiksborg Apotek vil holde åbent i endnu flere timer end det:
“Vi har gjort det meget enkelt på Frederiksborg Apotek: Vi har åbent hver dag i året kl. 8-21. Det er en del mere end kravet til en B-vagt. Dette er gjort for at gøre det nemt for alle parter. Det er nemt at kommunikere, nemt at huske og en bedre service for kunderne,” skriver apotekeren i en mail til Hillerød Posten.
Apotekeren har altså åbent i alle disse timer - og i nogle af dem vil man så blive ekspederet gennem en vagtluge. Men man kan altid komme på apoteket fra klokken 8 om morgenen og 21 om aftenen.
Der er et vagtgebyr på 20 kroner, hvis man køber apoteksvarer eller medicin tidligt og morgenen og sent om aftenen samt på søn- og helligdage. Recepter fra samme døgn ekspederes uden vagtgebyr.
Hvis der kommer et akut opstået behov for medicin, for eksempel om natten, kan man blive henvist til en akutmodtagelse, hvor man kan få udleveret nødvendig medicin. Lyngby Svaneapotek har åbent til kl. 24, og København Steno Apotek ved Hovedbanegården vil stadigvæk have døgnåbent.

Publiceret 08 January 2018 20:00

SENESTE TV