I det nye år nedsættes en styregruppe, som skal udarbejde en plan for, hvordan Torvet kommer til at se ud i fremtiden. Arkivfoto

I det nye år nedsættes en styregruppe, som skal udarbejde en plan for, hvordan Torvet kommer til at se ud i fremtiden. Arkivfoto

Hillerød bymidte:

Helhedsplan for Torvet rykker tættere på

Ny styregruppe skal udarbejde en plan, som skal gøre Torvet mere attraktivt. Byrådet godkendte processen, men var uenige om, hvor meget helhedsplanen må koste

Der skal mere liv på Torvet i Hillerød, og ideerne til, hvordan Torvet kan bygges op/om, er mange - som vi tidligere har præsenteret her i Hillerød Posten.
En gruppe har præsenteret en idé om en plan flade på nedre del af Torvet, hvor der - med trapper rundt om - kan skabes en plads til handel, skøjtebane eller scene. Andre ideer går på at holde øverste del fri til større events, mens nedre del indrettes som stort trappemøbel, hvor man kan sidde og nyde udsigten til søen og slottet.
På byrådsmødet onsdag 20. december godkendte politikerne programmet for udarbejdelsen af helhedsplanen, og at der nedsættes en styregruppe for projektet. Forvaltningen foreslår, at der afsættes et halvt års tid til at udarbejde planen, som efterfølgende kan blive drøftet i en måneds tid. Til slut skal den i høring.

Ikke penge til planen

Byrådet afsatte i budgetforhandlingerne sidste år 300.000 kroner til udarbejdelsen af helhedsplanen, men der er endnu ikke afsat penge til at gennemføre selve planen.
Forvaltningens forslag lød i indstillingen, at planen udarbejdes efter en samlet økonomisk ramme på 10 millioner kroner, men det var kun Fælleslisten enig med forvaltningen i. Resten af byrådet ønskede, at helhedsplanen skal kunne etableres i etaper.
“Vi har ikke 10 millioner kroner, og de står ikke i budgettet nogen steder. Derfor er det fjollet, at der står et tal i indstillingen,” sagde Louise Colding Sørensen (S), som bedre kunne se en fordel i, at pengene kan sættes af i flere omgange:
“Så når vi synes, at nu har vi nogle penge til Torvet, så kan vi tage en etape mere. Hvis vi skal have Torvet gjort færdigt, skal vi kunne tage det i mindre bidder, så arbejdet ikke går i stå, hvis vi ikke har så mange penge. Samtidig har vi heller ikke et loft, for det ville jo være smadderærgerligt, hvis nogle ideer ikke blev til noget, fordi der ikke var råd til det. Men lad os nu se, hvad gruppen kommer frem til,” sagde hun.

Publiceret 28 December 2017 07:00

SENESTE TV