Stor smykkekæde er kommet til Hillerød

Vibholm guld og sølv har åbnet forretning i SlotsArkaderne

Af
Peter Klar

Den hurtigt voksende smykkekæde Vibholm guld og sølv er nu også at finde i SlotsArkaderne i Hillerød.
For 10 år siden overtog Tenna Vibholm sin første guldsmedbutik på Strøget i Aarhus.
Hun syntes, Aarhus manglede noget nyt, ungt og moderne, og hun var i modsætning til mange af byens etablerede guldsmede klar til at sælge billigere, modeprægede smykker.
Fik du læst: Big Fat Snake stopper med at turnere

Egen guldsmed og urmager

Dén strategi viste sig at ramme et stort marked og en kæmpe efterspørgsel.
Siden da er det gået stærkt, og i dag har Vibholm guld og sølv 20 butikker fordelt over hele landet plus en succesfuld webshop.
Vibholm guld og sølv har omkring 120 ansatte og hovedkontor i hjertet af Aarhus.
Vibholm guld og sølv har egen guldsmed, der kan hjælpe med alt fra reparationer til fremstilling af smykker efter kundens valg, samt egen urmager til reparationer af ure.

Hillerød interessant

Vibholm guld og sølv har længe syntes, at Hillerød var en meget interessant by, så da muligheden bød sig med et lokale i Slotsarkaderne, var Tenna Vibholm ikke i tvivl og slog til med det samme.
”Vi er utroligt glade for vores nye flotte butik i Hillerød, som blandt andet sælger varer fra populære brands som Pernille Corydon, Christina Jewelry & Watches, byBiehl, Lund Copenhagen, Nuran, Kleopatra, Daniel Wellington, Skagen, Tissot, Arne Jacobsen, Karl Lagerfeld, Jaguar, Festina og mange andre,” fortæller Tenna Vibholm.

Mor og datter

Hos Vibholm guld og sølv finder du smykker, der koster fra 100 kroner og op til 50.000 kroner.
”Så vi har noget, der passer i prisen både til mor og datter. Og man må gerne købe en gave her, der koster 100 kroner. Derfor har vi rigtig mange unge kunder og mange, der gerne vil have de populære varer, som er oppe i tiden lige nu,” siger Tenna Vibholm.

Publiceret 28 December 2017 10:00

SENESTE TV