Efter sommerens hærværk:

Frivillige vil bygge skur til unge i Skævinge

En række frivillige vil genopføre et nedbrændt skur til de lokale unge

Af
Martin Warming

Martin Warming

En række frivillige aktører i Skævinge har nu planer om at genopbygge et nedbrændt skur på Svellernes Fliseområde på det grønne areal mellem Ny Harløsevej og Føllegårdsvej i centrum af byen. Skuret skal fungere som et slags værested for de unge, hvor de kan mødes for at hygge sig og feste. Ideen om at genopbygge skuret opstod efter sommerens problemer med hærværk i blandt andet daginstitutionen Myretuen i Skævinge, hvor ukendte gerningsmænd flere gange smadrede borde, bænke, hegn og vinduer og efterlod affald, cigaretskodder og smadrede flasker på institutionens udeområder og legeplads.

Lokale unge

Mange mener, at det er lokale unge, der står bag de mange hærværksepisoder, fordi de keder sig og ikke har et sted at opholde sig og noget at tage sig til. Problemet med hærværk i byens institutioner har stået på i flere år - typisk i forbindelse med skolernes sommerferie.
Jan Juul Jensen, der selv har børn i Myretuen, blev til sidst så træt af hærværket, at han besluttede sig for at tage sagen i egen hånd. Han lavede derfor et Facebook-opslag, hvor han efterlyste andre, der ville være med til at finde en løsning på problemet
“Det var ikke særlig rart for hverken børnene, pædagogerne eller os forældre at møde op til hærværk og svineri morgen efter morgen, og jeg tænkte, at der måtte være et alternativ til de unge. Så jeg lavede et opslag på Facebook, hvor jeg efterlyste gode ideer, og kort efter kontaktede blandt andre Lasse Pedersen fra Klub Frivillig mig og sagde, at de godt ville være med til at finde en løsning. Der har faktisk været rigtig god opbakning fra mange sider,” fortæller Jan Juul Jensen.
Ideen om at lave et værested til de unge blev født på en ungdomscafe under den årlige byfest i uge 33. Der kunne de unge selv komme med ideer og visioner for projektet, og efterfølgende er der blevet afholdt to planlægningsmøder med deltagelse af ssp-medarbejdere, et par voksne og cirka 10-15 unge.
“En af grundene til opstarten af dette projekt er at give de unge et alternativ til byens institutioner som feststed, og nu da nogle af de unge selv ønsker at tage afstand til hærværket og ballademagerne, virker det som et godt tidspunkt til at samarbejde om det her projekt,” siger Jan Juul Jensen.

Kunne bruges af andre

Planen er, at skuret også skal kunne bruges af familier og institutioner på tur, da det bliver på et hyggeligt grønt areal i bymidten i Skævinge. Samtidig ønsker andre foreninger i byen også at kunne benytte huset til udflugter eller som backstageområde i forbindelse med koncerter og arrangementer som for eksempel det nyligt afholdte 'Danmark dejligst'
Politikerne har givet grønt lys til projektet, og en del af finansieringen skal komme fra forskellige fonde. Det skal være lokale kræfter - både unge og frivillige voksne - der skal bygge huset, fortæller Jan Juul Jensen.
“Man smadrer jo ikke noget, man selv eller ens kammerat lige har været med til at bygge,” siger han.
Der er allerede lokale sponsorer, der har meldt sig på banen med materialer, professionel arbejdskraft og mad og drikke til byggedagene.

Publiceret 20 December 2017 07:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV