I Alsønderup får 186 husstande bedre internet med et tilskud på næsten syv millioner kroner fra bredbåndspuljen. Arkivfoto

I Alsønderup får 186 husstande bedre internet med et tilskud på næsten syv millioner kroner fra bredbåndspuljen. Arkivfoto

Hurtigere internet:

Alsønderup, Hillerød og Hammersholt får gavn af bredbåndspulje

Fire projekter i Hillerød Kommune er blandt modtagerne af tilskud til bedre internet

Adskillige borgere i Hillerød Kommune kan nu klikke sig hurtigere igennem internetsiderne på deres computere.
Energistyrelsen har nemlig truffet afgørelse om tilskud fra bredbåndspuljen 2017. Der er givet tilsagn om tilskud til 40 projekter rundt om i landet, heraf flere i Hillerød Kommune. I Hammersholt får 62 adresser fælles fibernet for 840.646 kroner. I Alsønderup drejer det sig om 186 husstande i sognet, som får bedre internet med et tilskud på 6.948.614 kroner.
I Frydenborgkvarteret, nord for Hillerød Stadion, får et bredbåndsprojekt til 32 adresser et tilskud på 337.520 kroner, mens 103 adresser omkring Tietgensvej i Hillerød vest med projektet 'TietgensNet' får tilskud på 456.711 kroner fra puljen.
Læs også: Bedre bredbånd til beboerne i Harløse

“En stor dag”

Bestyrelsesmedlem i Borgerforeningen Alsønderup Sogn - og kommende byrådsmedlem for Venstre Annette Rieva glædede sig onsdag på Facebook over offentliggørelsen:
“I dag er en stor dag - mange timers hårdt arbejde gav pote, og jeg kan nu med stolthed sige stort tillykke til de 186 husstande i Alsønderup Sogn, der nu får del i fremtidens internet,” skrev hun.
Det er borgerforeningens første projekt, 'Fiberring 1', som har fået tildelt det næsten syv millioner kroner store tilskud. Husstandene lægger selv knapt en million kroner i egenbetaling.

Gravearbejde

Arbejdet går i gang i 2018, hvor tilbudsgiveren YouSee skriver til alle deltagere for at opnå tilladelse til gravearbejdet.
“Herefter påbegyndes selve anlægsarbejdet med nedgravning af tomrør, hvilket bliver omfattende grundet den store geografiske dækning. De sidste husstande bør være koblet op inden udgangen af 2018,” skriver formand Martin Rieva i et nyhedsbrev fra borgerforeningen.

Flere med i fremtiden

Men endnu flere husstande skal sikres bedre internet i Alsønderup, mener borgerforeningen, som i 2018 forsætter med at lave nye projekter, der fortrinsvis dækker de husstande, der ikke kom med i 'Fiberring 1'-projektet.
Beboerne opfordres til at tilmelde sig, så der kan sendes en ansøgning til bredbåndspuljen i 2018.
I alt vil bredbåndspuljens tilskud her i 2017 give bedre bredbåndsdækning til ca. 4.000 adresser i hele landet.
Der var oprindeligt afsat 40 millioner kroner til puljen i 2017, men regeringen og Dansk Folkeparti besluttede i november 2017 at forhøje dette beløb til i alt 102 millioner kroner.

null

Publiceret 15 December 2017 10:00