Camilla Hay fra Venstre, der her deltager i en såkaldt sign-waving dagen før valget, var en af de kvinder, der måtte vinke farvel til sin plads i byrådet. Foto: Martin Warming

Camilla Hay fra Venstre, der her deltager i en såkaldt sign-waving dagen før valget, var en af de kvinder, der måtte vinke farvel til sin plads i byrådet. Foto: Martin Warming

Nu er kvinderne i undertal i byrådet

Af
Martin Warming

Martin Warming

Der bliver tit talt om, at der er for få kvinder i politik. Men i Hillerød har det hidtil ikke været noget problem. Det nuværende byråd består nemlig af 14 kvinder og 13 mænd, men det ændrer sig ved årsskiftet, når det nye byråd tager over. Her er der nemlig flere mænd end kvinder.
Ved tirsdagens valg blev der valgt 11 kvinder og 16 mænd ind i byrådet i Hillerød, og dermed kommer kvinderne altså i undertal.
Men det behøver ikke nødvendigvis at få den store betydning. Hverken for arbejdet i byrådet eller borgerne i Hillerød, mener byrådsmedlem Hanne Kirkegaard (V), der blev genvalgt ved valget forleden.
"Jeg er ikke tilhænger af kønskvotering. Jeg synes, man skal vælges på grund af personlige kvaliteter og kompetencer - fremfor om man er mand eller kvinde", siger Hanne Kirkegaard. 
Læs også: Få overblikket: Her er alle 27 medlemmer af det nye byråd - og deres personlige stemmetal
"Det kan være, at det betyder noget for dynamikken i en partigruppe, at der er en god blanding af mænd og kvinder. Det har både noget med tonen at gøre, og at der måske er en lidt bredere anskuelse på de opgaver, der ligger i byrådet. Det er sundt og giver en mere nuanceret diskussion med en god blanding af mænd og kvinder", mener Hanne Kirkegaard, der selv kommer fra en partigruppe, hvor kun 20 procent er kvinder. Venstres partigruppe består nemlig af otte mænd og to kvinder.
Nemmere at være kvinde 
Hos socialdemokraterne er kønsfordelingen stik modsat. Her er seks ud af ni byrådsmedlemmer kvinder.
"Det kan godt gøre noget ved det fokus, der er, men generelt så er alle byrådsmedlemmer - uanset om de er mænd eller kvinder - interesseret i gøre Hillerød til en god kommune. Det handler nok mere om, hvor man er i livet: Har du børn, hvad laver du til daglig, eller er du pensionist, mere end det handler om ens køn", siger Christina Høi Skovdal.
Derimod har de mange kvinder i byrådet måske været med til at gøre det nemmere at være kvindeligt byrådsmedlem, siger hun.
"Der er nok en bedre forståelse for, at man for eksempel bliver nødt til at tage en lille baby med til et udvalgsmøde eller deltage i en valgkamp med en barnevogn", siger Christina Høi Skovdal, der for to måneder siden fødte en lille pige, som hun har haft med til en del vælgermøder og valgarrangementer.
Erfaringer

Christina Høi Skovdal vil dog ikke afvise, at hun selv og andre unge, kvindelige byrådsmedlemmer - som Mette Thiesen og Camilla Hay - har været med til at sætte lidt ekstra fokus på eksempelvis dagtilbudsområdet.
"Det er jo en del af vores hverdag. Jeg tror da, at vi har været med til at skabe lidt ekstra opmærksomhed omkring dagtilbudsområdet, og at det er vigtigt, at vi laver en tidlig investering i vores børn. Vi kan jo drage vores erfaringer fra dagstilbudområdet ind i vores byrådsarbejde, ligesom en pensionist, en sygeplejerske eller en erhvervsmand kan drage deres erfaringer med. Derfor tror jeg mere, det handler om, at der skal være en god fordeling. Det er nok det vigtigste", siger Christina Høi Skovdal.
"Jeg er 33 år og det yngste byrådsmedlem, så hvis man skulle ønske sig noget, så var det, at der kom én ind i byrådet, der er i 20'erne som ikke har stiftet familie eller fået børn endnu, som ser på Hillerød med lidt andre øjne", siger Christina Høi Skovdal.
Læs også: Hillerød har fået en ny borgmester
Hun har følgende bud på, hvorfor der traditionelt har siddet så mange kvinder i byrådet i Hillerød.
 "Jeg tror, det har betydet meget, at vi har haft en del kvindelige borgmestre. Andre kvinder tænker, det tør vi godt, det kan godt lade sig gøre", siger hun.
Selv om antallet af kvinder i byrådet i Hillerød er gået tilbage, så ligger vi stadig godt placeret, hvis vi sammenligner os med vores nabokommuner. I Hillerød er lidt over 40 procent af medlemmerne i det nye byråd kvinder. I Gribskov er tallet 35 procent, i Frederikssund 30 procent, i Hørsholm 37 procent og i Furesø er 33 procent af byrådsmedlemmerne kvinder. 

null

Publiceret 24 November 2017 06:00