Elisabeth Stieper Tofte måtte slukøret forlade valgaftenen uden et mandat til Liberal Alliance.

Elisabeth Stieper Tofte måtte slukøret forlade valgaftenen uden et mandat til Liberal Alliance.

Tre partier opnåede ikke valg:

“Det er bittert”

Hverken Liberal Alliance, Alternativet eller Kristendemokraterne fik stemmer nok til en plads i Hillerød Byråd fra årsskiftet

Hverken Liberal Alliance, Alternativet eller Kristendemokraterne formåede at få stemmer nok til et sæde i Hillerød byråd fra 2018.
Skuffelsen var tirsdag aften stor hos Liberal Alliances spidskandidat Elisabeth Stieper Tofte. Partiet stod ellers helt frem til optællingen på sidste valgsted til at få et mandat, også på grund af partiets valgforbund med Kristendemokraterne.
”Jeg er selvfølgelig skuffet på både mine egne og vælgernes vegne. Det er bittert, men nu bliver det godt at komme hjem og sove og reflektere lidt over det,” sagde hun til Hillerød Posten på valgnatten.
Hun mente, at en del af forklaringen kan ligge i, at hun er ny i front for partiet lokalt. Spidskandidat i 2013 Jonathan Nielsen forlod i 2016 byrådet til fordel for et job som særlig rådgiver for økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll. Heller ikke partiets andet byrådsmedlem Marco Oehlenschläger, som oprindeligt blev valgt ind for Venstre, har genopstillet på grund af et nyt job i udlandet.
”Man skal huske på, at jeg er ny, og der har været mange nye partier at stemme på og mange bolde i luften, og så kan alt ske,” sagde Elisabeth Stieper Tofte.
Liberal Alliancen stillede op med otte kandidater. De fik 747 stemmer, hvilket er en tilbagegang på 371 siden valget i 2013.

Alternativet tæt på

Alternativets spidskandidat Jan Jensen glædede sig onsdag over, at partiet var så tæt på at komme ind med deres 632 stemmer:
“Hvis vi havde lykkedes med bare at overtale 170 af dem, der ikke stemte, til at stemme på os, så var vi kommet ind. Så det var relativt tæt på,” siger han til Hillerød Posten.
På spørgsmålet om, hvorvidt han var skuffet her dagen derpå, lød svaret:
“Det er en kompleks følelse. Selvfølgelig er jeg skuffet lige nu, men på det personlige plan synes jeg, det har været en interessant rejse. Jeg har lært en hulens masse om Hillerød og fået en masse relationer. Vi har dannet vores organisation og fundet ud af at fungere sammen som gruppe, så jeg synes, vi vundet meget, selvom vi ikke nåede det sidste stykke”.

Det bølgede frem og tilbage for Jan Jensen (i den ternede skjorte) og Alternativet, men til slut stod partiet uden et mandat. Foto: Claus Beyer

Det bølgede frem og tilbage for Jan Jensen (i den ternede skjorte) og Alternativet, men til slut stod partiet uden et mandat. Foto: Claus Beyer

“Vi skal nok blande os”

Nu vil Jan Jensen koncentrere sig om at holde jul med familien og pille valgplakater ned.
“Og så må vi finde ud af, hvordan Alternativet i Hillerød skal lyde blandt de andre stemmer. Jeg kan godt love, at vi nok skal blande os. Når vi ikke har en formel magt, kan vi blande os ved hjælp af gode ideer. Der er mange måder at påvirke den politiske debat på,” siger han og glæder sig over, at Radikale Venstre, som partiet var i valgforbund med, fik et flot valg og gik et mandat frem.
Martin Rask Olsen, som var eneste kandidat for Kristendemokraterne, glæder sig over sit valg med 190 stemmer.
“Vi har haft et virkelig godt valg. Vi er kommet på landkortet på bare et halvt år og har stiftet en forening med en bestyrelse, opstillet til valg, deltaget og sat vores præg på debatten. Det er et enormt vigtigt springbræt til valget om fire år. Folk ved, vi er her nu. Og det er et endnu vigtigere springbræt til det kommende folketingsvalg og europaparlamentsvalg”.

Martin Rask Olsen er glad for Kristendemokraternes 190 stemmer. Privatfoto

Martin Rask Olsen er glad for Kristendemokraternes 190 stemmer. Privatfoto

Ærgerligt med LA

Han ærgrer sig til gengæld over, at Liberal Alliance, som han var i valgforbund med, ikke klarede sig bedre. Partiet fik 747 stemmer og opnåede ikke valg.
“Indtil sidste valgsted stod Liberal Alliance til at få et mandat, men de mistede det alligevel til allersidst. Både Elisabeth og Hugo (Holm Hansen, red.) har gjort det rigtig godt”.
Men følelsen af et godt valg er det, Martin rask Olsen sidder tilbage med:
“Når jeg om lidt ringer til min mor, så er det for at fortælle hende, hvor stolt hun kan være. Vi har lagt et rigtig godt grundlag for Kristendemokraternes fremtidige arbejde.”

Publiceret 22 November 2017 18:00