DEBAT:

SF om separat kloakering

Af
Flemming Thornæs

Cand.Arch./byplanarkitekt KV-17 SF Kandidat Skovlyet 4

Gadevang 3400 Hillerød

Jens Gammeltoft rejser spørgsmålet på ny om separat kloakering og spørger om en klar holdning fra de enkelte partier, om de vil stå fast på afgørelsen om frivillighed, der med et stort flertal (25 – 2) blev vedtaget i Byrådet 26. oktober 2016.
Poul Mose Hansen, byrådskandidat fra Venstre, følger op i et efterfølgende debatindlæg og tilkendegiver, at der i de næste fire år ikke kommer krav fra Venstre om tvungen separat kloakering. Og Poul Mose Hansen opfordrer Jens Gammeltoft til at spørge 'Rødjakkerne', fordi hvis de nu får magten, ja hvad så?
SF kan berolige Jens Gammeltoft:
Vi har allerede i vores høringssvar til forslag til kommuneplan 2017 fra 15. september tilkendegivet, at ”separat kloakering er en del af den kommunale infrastruktur, som ikke skal være en økonomisk byrde for den enkelte borger”.
Monsterregn ynder jeg at betegne de heftige regnskyl, som vi oplever med stigende frekvens. De er ifølge klimatologer et blandt flere resultater af vores tidligere industrielle adfærd og altså noget, som vi ikke kan ændre på. Det er altså noget, som vi må klare i fællesskab. Nogle bor i områder, hvor store regnskyl medfører oversvømmelser, mens andre bor mere 'tørskoet'.
De fleste havde ingen anelse om dette fænomen, da de købte deres hus. For blot 10 år siden var jeg med til at udarbejde den første danske klimatilpasningsstrategi i Miljøministeriet. Dengang var monsterregn ikke et normalt samtale emne. Men det er det blevet.
Klimaproblemerne er et fælles problem, som vi må løfte sammen. Derfor ser SF separat kloakering som en del af den kommunale infrastruktur.
Skal vi undgå værre ting fremadrettet for kommende generationer, så skal vi bl.a. fokusere på at blive endnu bedre som klimaplus kommune end vi er i dag.
Og det vil vi arbejde for i SF.

Publiceret 16 November 2017 18:00

SENESTE TV