Dorte Meldgaard forstår ikke, at Hillerød Kommune scorer lavt i en ny undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund. Arkivfoto

Dorte Meldgaard forstår ikke, at Hillerød Kommune scorer lavt i en ny undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund. Arkivfoto

Borgmesteren om undersøgelse:

"Jeg forstår det simpelthen ikke"

Dorte Meldgaard undrer sig over, at Hillerød er så dårligt placeret i den nye undersøgelse fra DIF

Af
Martin Warming

Martin Warming

“Min første tanke var, at det kan jeg simpelthen ikke forstå”.
Sådan lyder det fra borgmester Dorte Meldgaard (K) om resultatet af DIF's nye undersøgelse, der altså placerer Hillerød Kommune helt nede på en 86.-plads - ud af 93 kommuner - i en undersøgelse, der har sammenlignet kommunernes indsats på idrætsområdet.
Læs også: Hillerød Kommune får dumpe-karakterer i stor idrætsundersøgelse
“Jeg har selv tre børn, der dyrker idræt, og jeg synes sådan set, at både faciliteterne og trænings- og kampafviklingerne fungerer rigtig godt. Jeg synes, at foreningerne er gode til at finde sammen i samarbejder, der er med til at få tingene til at fungere og glide. Det er en verden, jeg har lidt berøring med og ud fra de erfaringer, jeg har, forstår jeg det simpelthen ikke,” siger Dorte Meldgaard til Hillerød Posten.
“Jeg ved godt, at der er stor forskel på kvaliteten af vores anlæg, men jeg synes, at vi har gang i en masse godt. Der er kommet en ny hal i Brødeskov, og Sophienborghallen er også blevet færdig. Men vi har generelt et efterslæb på kommunale bygninger, og det har vi også på de bygninger, som idrætten bruger, men jeg synes, at der på anlægssiden er sket meget de senere år,” siger borgmesteren.

En dialog om dialogen

Dorte Meldgaard er ligesom Peder Bisgaard heller ikke imponeret over besvarelsesprocenten i DIF's undersøgelse, hvor under en tredjedel af Hillerøds idrætsforeninger har svaret på spørgeskemaet.
Fik du læst: Indsamling til flygtningehjælp
“Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi får en løbende dialog med foreningerne, så vi kan finde ud af, hvor det er, skoen trykker - og helst inden det er for sent. Og så tror jeg, det er vigtigt, at vi får en dialog om, hvordan dialogen skal fortsætte. Vi har ret mange foreninger i Hillerød, og vi kan jo desværre ikke have en dialog med dem alle sammen, så vi skal finde ud af, hvordan dialogen skal være i fremtiden,” siger Dorte Meldgaard.

Publiceret 31 October 2017 05:00