Hillerød samlede 134.167 kroner ind til Røde Kors

INDSAMLING De 107 indsamlere, som søndag den 1. oktober begav sig ud med indsamlingsbøsserne trods regn og rusk, hentede i fællesskab 134.167 kroner hjem til den lokale Røde Kors afdeling i Hillerød. Beløbet går til hjælpearbejdet i verdens brændpunkter ”Det betyder, at vi kan fortsætte vores hjælpearbejde både her i Danmark og ude i verden hvor der er allermest brug for det,” siger Bent Kauffmann fra den lokale Røde Kors afdeling, som sender et kæmpestort tak til alle, der gav et bidrag og til alle indsamlerne. Hillerød Kommune var opdelt i otte indsamlingsområder, og i f.eks. Nødebo havde familien Ousted Perrier åbnet hjemmet som indsamlingssted for 14 år i træk. Elizabeth, der sendte indsamlerne ud på ruterne, sørgede i mellemtiden for at brygge kaffe og te og bage boller og muffins til glæde for de lidt våde, men glade indsamlere. Disse kunne på tværs af alder med hygge sig og fortælle om, hvad de havde oplevet ude på ruterne. Af pengene fra Røde Kors indsamlingen - på landsplan ca. 18 mio. kr. - er der i starten allerede bevilliget en mio. kr. til hjælpearbejde blandt flygtningene på grænsen mellem Myanmar og Bangladesh, en mio. kr. til krigsofrene i Yemen, en mio. til de orkan- og cyklonramte i Caribien og en halv mio. til arbejdet blandt ensomme i Danmark. al

Publiceret 07 October 2017 09:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV