Middelaldermarked tiltrak tyske og italienske turister

Rigtig mange besøgte middelaldermarkedet på Æbelholt Kloster, selv om markedet blev afholdt senere i år

Museum Nordsjælland inviterede i weekenden til middelaldermarked ved Æbelholt Klosterruin ved Isterødvejen.
Markedet plejer normalt at blive afholdt i juni, men er i år blevet flyttet på grund af Hillerød Slotssø Byfest.
I middelalderen var Æbelholt kloster rammen om 14 dages sydende markedsaktivitet i anledning af den hellige Sankt Vilhelm – klosterets tidligere abbed, der blev helgenkåret i året 1224. Pilgrimme valfartede til klosteret, syge kom for at blive helbredt, og handlende falbød deres varer. I dag foregår det hele på blot to dage men stadig med stor aktivitet og stemningsmættet atmosfære.
Knap 1.200 gæster lagde vejen forbi det populære middelaldermarked i løbet af weekenden, fortæller museumsinspektør Susan Johnsen.
“Jeg synes, at det gik rigtig godt, og folk var rigtig glade. Jeg bed også mærke i, at der faktisk var en del turister i år - jeg hørte da både folk, der talte tysk og italiensk,” siger Susan Johnsen.
Læs også: Så er salget af Hillerød Rundskue skudt i gang
Markedet slap også heldigt fra den lunefulde danske sommer.
“Vi havde en lille minibyge om søndagen og et par truende skyer, men det blev heldigvis ikke til mere,” siger museumsinspektøren, der samtidig fortæller, at Nordsjællands Museum vil forsøge at afholde middelaldermarkedet i juni til næste år - hvis det vel og mærke ikke falder sammen med Hillerød Slotssø Byfest.
“Vi vil da helst afholde markedet i juni, da det er dér, at mange af vores mange aktører har mulighed for at være med, og vi måtte da også undvære nogle af dem i år, men alt i alt synes jeg, at det gik rigtig godt alligevel,” siger museumsinspektøren.
mw

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Foto: Martin Warming

Publiceret 21 August 2017 20:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV