Nødebo Skoles elever, forældre og ansatte var samlet til fejring af skolens første 5. klasse. Her spillede Livgardens Tambourkorps. Foto: Claus Beyer

Nødebo Skoles elever, forældre og ansatte var samlet til fejring af skolens første 5. klasse. Her spillede Livgardens Tambourkorps. Foto: Claus Beyer

Hip hip hurra:

Nødebo fejrede færre skoleskift

Nødebo Skole fejrede i fredags, at skolen har budt velkommen til deres første 5. klasse nogensinde. Det betyder et skoleskift mindre, og forhåbentlig et større tilvalg af folkeskolen i det lille lokalsamfund

Det var en glædens dag på Nødebo Skole i fredags.
Her fejrede børn, forældre, personale og ledelse, at skolen her i august kan byde velkommen til den første 5. klasse i skolens historie.
Hidtil har eleverne i Nødebo skullet skifte skole to gange - først til Grønnevang Skoles indskolingsafdeling i 4. klasse og dernæst til udskolingen i 6. klasse. Nu kan eleverne fortsætte helt til og med 5. klasse i Nødebo, så de kun har ét skoleskift.
Fik du læst: Syrisk flygtning udstiller sine fotografier på rådhuset

Betyder alverden

Forældrerådet er rigtig glade for, at det, de har kæmpet for igennem mange år, nu er blevet til virkelighed. Kampen blussede især op, da en lukning af Nødebo Skole dukkede op i forvaltningens spareforslag i 2015.
“At have en lokal skole betyder alverden for et lille samfund som Nødebo, og en lukning ville have været fatal for samfundet her. Det var derfor utroligt vigtigt at sikre at gøre noget der, hvor vi vidste, der var årsag til fravalg. Derfor er dette simpelthen en festdag for os,” forklarer Lene Thorsen fra forældrerådet i en mail til Hillerød Posten.

Der var musik og taler i skolegården og kaffe og kage fredag eftermiddag. Foto: Claus Beyer

Der var musik og taler i skolegården og kaffe og kage fredag eftermiddag. Foto: Claus Beyer

Skoleskift gav fravalg

Forældrene undersøgte i 2015 årsagerne til, hvorfor mere end hver femte familie i Nødebo fravalgte folkeskolen og i stedet sendte børnene på privatskole. Og der var de to skoleskift en af årsagerne. Derfor er det rigtig godt for tilvalget af Nødebo Skole, at eleverne nu kan fortsætte helt til sommerferien efter 5. klasse, mener forældrerådet:
“Det har helt sikkert betydet flere elever til den lokale skole og derved lidt større klasser, der har god værdi for både elever og driften på skolen. Hvad det betyder i det lange løb på procenter i tilgang, må vi lade statikken vise, men vi tror på det,” skriver Lene Thorsen, som også glæder sig over velviljen fra både Grønnevang Skolen, som Nødebo er en del af, og politikerne i byrådet.
“Det betyder meget for os,” skriver hun.

Børneudvalgsformand Rikke Macholm takkede forældrene for deres store arbejde med at skaffe en 4. og 5. klasse til Nødebo. Foto: Claus Beyer

Børneudvalgsformand Rikke Macholm takkede forældrene for deres store arbejde med at skaffe en 4. og 5. klasse til Nødebo. Foto: Claus Beyer

“Stor vilje”

Politikerne har tydeligt kunnet mærke forældrenes store engagement i at få udvidet skolen, sagde Børne- og familieudvalgsformand Rikke Macholm (S) i sin tale ved fejringen fredag:
“Det er tydeligt for os i udvalget, at der i Nødebo er en stor vilje bag - og et stort engagement i den lokale skole. Det kan jeg også se i dag, hvor så mange er mødt op for at fejre udvidelsen”.
Også distriktsskoleleder Anja Athar glædede sig i sin tale over udvidelsen:
“Det er godt, fordi I kan gå i skole lige her, hvor I bor, mens I er børn, og fordi I nu er så mange, at der er mange kammerater. Det glæder mig at se så meget liv her på Nødebo Skole og i Nødebo by,” sagde hun.

Uro ved skoleskift

Skoleskiftet i 4. klasse har betydet meget for forældrene, mener forældrerådet:
“Det giver anledning til meget bekymring og ærgrelse, ikke så meget fordi man ikke er tilfredse med Jespervej, men mere fordi et skoleskifte giver rigtig megen uro og utryghed. Man går glip af rigtig meget effektiv tid, da det tager tid at omstille sig, lære nye mennesker og lokaliteter at kende og så videre. På denne måde følte mange, at nødebobørnene kom ind som en ny lille enhed på en stor skole, lidt ude af kontekst og skulle passes ind, og det havde flere svært ved,” skriver Lene Thorsen.
Nu skal eleverne fra Nødebo skifte til udskolingsafdelingen på samme tidspunkt som eleverne fra Grønnevangs Skoles indskoling. Dermed ligestilles alle eleverne og kan blive en del af det velplanlagte skoleskifte. Det betyder, at skoleskiftet opleves mere positivt og givende for det enkelte barn, mener hun.
Eleverne har dog allerede fra 1. klasse timer på Grønnevang Skole, for eksempel for at benytte hallen sammen med deres venskabsklasser eller for at gå på biblioteket. I 3.-4. klasse begynder de at have fag på Jespervej, der hvor det giver god mening.

24 elever

Pt. har Nødebo Skole 24 elever i den nye 5. klasse. Årgangen efter har dog været ramt af et voldsomt frafald til privatskolerne med over 50 procent, så det er en meget lille årgang. Derfor skal 4. klasseeleverne samlæse med 3. eller 5. klasse eller måske i visse fag være sammen med elever fra Jespervej.
“Det kan der være rigtigt mange fordele i for både skolen, men så sandelig også for den enkelte elev, der på denne måde kan undervises på et egnet niveau, hvis samlæsning gøres optimalt. De næste årgange ligger omkring de 20 elever, og det er meget fornuftigt driftmæssigt,” oplyser Lene Thorsen, som også understreger, at Nødebo Skole er en ”udeskole”, så meget af undervisningen foregår udendørs, hvilket gør samlæsningen på kryds af årgange, matrikler og fag nemmere.
Et andet positivt udløb af udvidelsen er, at der er flere lærertimer på skolen, så skolen ikke længere er så sårbar i forhold til kurser og sygdom.

null

Publiceret 15 August 2017 06:00