Minister prioriterer Hillerødmotorvejen højt

Ole Birk Olesen har motorvejen i Nordsjælland med på sin prioriterede liste over motorvejsbyggerier

Af
Mette Dolmer Thygesen

Mette Dolmer Thygesen

En færdiggørelse af Hillerødmotorvejens forlængelse står højt på transportminister Ole Birk Olesens (LA) prioriteringsliste.
I et sommerinterview i Jyllands-Posten har ministeren gjort klart, hvad hans syv største motorvejsdrømme er. Og på listen, hvor han udpeger de syv vigtigste, kommende motorvejsbyggerier i Danmark, ligger Hillerødmotorvejen nummer 4.
Listen med de syv byggerier kommer i forlængelse af regeringens såkaldte 2025-plan, hvor den blandt andet forventer 22 milliarder ekstra kroner til offentlige investeringer i infrastruktur.
Her peger transportminister Ole Birk Olesen på veje frem for offentlig trafik, og har så fremhævet syv motorvejsprojekter, han mener, det er særlig nødvendigt at have fokus på.
“Der er lige nu et misforhold i investeringerne. Der bruges for få penge på veje, i forhold til hvilke behov der er. Der er for meget kø på vejene, og det tager for lang tid at komme frem. Derfor skal de nye midler, vi kan skaffe i de kommende år, bruges på vejene,” siger Ole Birk Olesen til Jyllands-Posten.
Han erklærer sig dermed stærkt uenig med bl.a. socialdemokraterne, der vil prioritere 15 milliarder kroner i forskellige projekter i Togfonden.

Ole Birk Olesens liste:

1. Udvidelser og forbedringer af den østjyske motorvej E45
2. En helt ny hærvejsmotorvej ned gennem Jylland
3. En ny motorvej til Kalundborg
4. Færdiggørelse af Hillerødmotorvejen
5. Forbedring og udbygning af E20 over Fyn
6. En motorvej til Frederikssund
7. En tredje Limfjords-forbindelse
Kilde: jp.dk

Publiceret 11 August 2017 06:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV