Direktør i Frederiksborgcentret Carsten Larsen glæder sig over, at driften igen er tilbage på det normale i svømmehallen. Det er slut med besøg af flagermusene om natten. Foto: Claus Beyer

Direktør i Frederiksborgcentret Carsten Larsen glæder sig over, at driften igen er tilbage på det normale i svømmehallen. Det er slut med besøg af flagermusene om natten. Foto: Claus Beyer

Slut med flagermus i svømmehallen:

Direktør drømmer om kæmpe renovering af svømmehallen

Efter en uges kamp mod flagermus og deres efterladenskaber i svømmebassinet og på fliserne, der er svømmehallen nu tilbage i normal drift – uden nattens ubudne gæster

Af
Af Claus Beyer

Torsdag morgen kunne svømmehallen igen åbne op for de morgenfriske svømmere. Efter en uges kamp med flagermus besøg om natten, der er det nu lykkedes personalet i Frederiksborgcentret at få lukket alle huller, så flagermusene ikke mere kan nyde deres natlige flyveture over bassinet.
”Efter en uge med flagermus i svømmehallen har vi nu fået lukket alle huller indefra i hallen, og i de to sidste dage har vi ikke se flere flagermus i nattetimerne inde i hallen,” fortæller Carsten Larsen, der er direktør i Frederiksborgcentret.
Fik du læst: Nyt diskotek åbner på Torvet

Grundig morgenrengøring

”Vi har igennem en uges tid haft problemer med, at cirka 20 flagermus har fløjet rundt om natten i svømmehallen. Det har gjort, at vi har været nødsaget til at holde lukket indtil klokken 10 hver dag, da både vandet og gulve skulle rense godt og grundigt, da flagermusen efterladenskaber skulle fjernes. Vandet har vi klaret med et såkaldt klor-chok i vandet samt støvsugning, og så har fliserne omkring bassinet skullet vaskes af,” fortsætter Carsten Larsen, der oplyser, at personalet er startet hver morgen klokken 05.00 for at svømmehallen kunne åbne klokken 10.
”Vi fik faktisk lukket alle hullerne i løbet af weekenden og mandag, så har vi haft kontrol torsdag og onsdag, og da der ikke var flere besøg af flagermusene kunne vi komme tilbage til normal drift fra torsdag morgen,” fortæller en glad Carsten Larsen, der også oplyser, at svømmehallen havde de samme problemer sidste år.
Fik du læst: Ny modebutik i Slotsgade

Trænger til renovering

”Flagermusene skal bare bruge en sprække eller et hul på cirka 1,5 centimeter for at komme ind. Hillerød Svømmehal er en gammel hal, der er 40 år nu, så den kræver en hel del vedligeholdelse, og vi skal nu have ekstra fokus på tætningsfugerne i fremtiden. Derfor har vi allerede besluttet, at svømmehallen skal have et grundigt eftersyn igen i efteråret og til foråret 2018,” fortæller Carsten Larsen, der også håber, at fremtiden også kommer til at byde på både en totalrenovering og en udvidelse af svømmefaciliteterne i kommunen.
”Det er ingen hemmelighed, at kapaciteten i dag er for lille. Da man byggede svømmehallen for 40 år siden, var der cirka 23.000 borgere i kommune. Nu har vi rundet de 50.000, og konkurrencen for de nye omkringliggende svømmeanlæg betyder, at vi i det sidste år har oplevet en tilbagegang på mellem 10.000 til 15.000 besøgende. Dertil har vi en svømmeklub, der har venteliste, og vi savner i høj grad et varmtvandsbassin til babysvømning og ligeledes til de ældre borgere,” fortsætter Carsten Larsen, der har en drøm om et svømmecenter, der gerne skulle stå færdigt i 2021.

Ny byg og renovering

”Vi har fremlagt en plan om et nybyggeri på 2500 kvadratmer, der skal indeholde et 25 meter bassin, varmtvandsbassin, et aktivitetsbassin med lege muligheder for børn og unge, modstrømsanlæg, klatrevæg og meget mere, og så skal der helt nye omklædningsfaciliteter i byggeriet. Den gamle hal skal totalrenoveres, og skal vi beholde 50 meterbassinet, skal der være mulighed for klublokale til svømmeforeningen,” siger han.
Projektet vil koste 135 millioner kroner. Det er 'anlægsomkostningerne', der skal findes i det kommunale budget. Driftsomkostningerne vil tjene sig selv ind ved øgede indtægter, siger Carsten Larsen:
“I dag har vi cirka 130.000 gæster på året, og vi forventer en fordobling til cirka 260.000 gæster om året. Dertil vil vi også kunne nedbringe eller helt fjerne ventelisten til svømmeklubben.”
Carsten Larsen håber, at de allerede i 2019 kan starte byggeriet af den nye hal:
“I 2020 skulle vi gerne kunne gennemrenovere den gamle svømmehal, og i 2021 skulle det hele gerne stå klar,” siger Carsten Larsen, der slutter med at oplyse, at i hverdagen starter de første svømmere i bassinet klokken 05.30, og aktiviteterne slutter først ved 23-tiden. Lørdag er der aktivitet fra 6-18 og søndag 7-20.
Hillerød Svømmehal er en gammel hal, der er 40 år nu, så den kræver en hel del vedligeholdelse
Carsten Larsen

null

Publiceret 01 August 2017 09:00