Der var fuldt hus til Galleriernes åbning i 2006. Siden er det gået ned ad bakke, og der er nu kun tre lejere tilbage. Men investorgruppe vil puste nyt liv i de tomme bygninger. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Der var fuldt hus til Galleriernes åbning i 2006. Siden er det gået ned ad bakke, og der er nu kun tre lejere tilbage. Men investorgruppe vil puste nyt liv i de tomme bygninger. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Galleriernes nye ejere:

Alle muligheder skal undersøges

Ny ejergruppe afskriver ingen muligheder for, hvad Gallerierne skal udvikle sig til

En ny gruppe ejere gør endnu et forsøg på at gøre shoppingcentret Gallerierne i Slotsgade til en succes.
Det er en gruppe bestående af de fem investorer Peter Aandahl, Preben Linder Thomsen, Niels Gram-Hanssen, Ulrik Byg Stengaard og Tom Høeg, som alle har en mangeårig baggrund i ejendomsbranchen. De er gået sammen om at købe ejendommen for et uoplyst, trecifret millionbeløb og vil investere 100 millioner kroner i at få de tomme lokaler til at blomstre op igen.
Gruppen vil gøre tingene anderledes, fortæller projektdirektør Tom Høeg til Hillerød Posten:
”Vi ønsker at se bygningen fra en helt anden vinkel, end den oprindeligt har været tænkt til. Det klassiske bycenter på adressen har ingen gang på jord. Så vi vil tænke nyt og anderledes”.
Indgangsforholdene skal være bedre, parkeringshuset skal have en opgradering, og synligheden fra Hostrupsvej skal forbedres, remser han op. Indvendigt skal der laves loft og ventilation på 1. sal og flyttes en masse vægge. Og så skal det, der skal puttes ind i rammerne, nytænkes:
”Det skal ikke bare være glas, glimmer, højt til loftet og marmor. Vi vil se på, om vi kan finde andre koncepter, som ikke findes i Hillerød i forvejen, og se på om vi kan bygge det helt anderledes op,” siger han.

Madmarked er en mulighed

Hillerød Posten har på Facebook spurgt, hvad læserne håber og ønsker for centret. Og ud af de flere end 100 kommentarer, vi fik, nævner rigtig mange et madmarked. Den idé er gruppen åben over for, siger Tom Høeg:
”Jeg er meget benovet over Papirøen med deres madmarked og Torvehallerne på Israels Plads. Dem kan man selvfølgelig ikke bare flytte til Hillerød, men man kan tænke dem anderledes og flytte nogle af ideer med”.

En snak med Magasin

Der har også været rygter om, at Magasin har vist interesse for centret for nogle år siden. Og det rygte har Tom Høeg også hørt:
”Det er ikke lige den vej, vi går, for Magasin har jo en fantastisk butik i Lyngby. Men vi tager da kontakt til dem og hører, hvad de tænker. Det kunne være lækkert for Hillerød med en Magasin, men det er ikke nødvendigvis vores first choice,” siger han.

Sundhedscenter

I hvert fald afviser han at lave hele komplekset til lejligheder eller lignende, men vil gerne få en butik eller to mere ind. Det kunne for eksempel være en udvidelse af H&mM, som er den ene af de tre tilbageværende lejere, med deres interiørkoncept, Coss eller Monkey.
Der kunne også blive plads til et privat sundhedshus med lægeklinik, kiropraktor og lignende på førstesalen. Eller et fitnesscenter kunne tilbyde hotyoga eller andre spændende koncepter. Alle muligheder er indtil videre åbne, og investorgruppen er i fuld gang med at undersøge dem og finde ud af, i hvilken retning trendsene peger, også i samarbejde med Institut for Centerplanlægning. Og de nuværende lejere – H&M, GameStop og Sparekassen Sjælland, skal spørges om, hvad de gerne vil i fremtiden.
”Vi har selvfølgelig nogle planer, men vi er også åbenhjertede. Vi vil hellere bruge et par måneder eller år ekstra på at få nye input ind, end bare putte en kludebutik eller ny café ind. Vi skal ikke skynde os. Vi har ikke så travlt, at vi ikke kan vente på den rigtige 'forlovelse',” siger Tom Høeg.
Og det især førstesalen som skal ændres, siger projektdirektøren:
”1. sal er butiksmæssigt svær at aktivere. Jeg er ikke så bekymret for stueplanet, så det er første sal, vi skal arbejde særligt på”.

Kommunen er positiv

Rammerne kan ændres – det har kommunen udtrykt en stor velvilje over for. Ejendommen er på godt 20.000 kvadratmeter og ligger ideelt i centrum af byen, så kommunen har en stor interesse i at få lokalerne aktiveret. I en pressemeddelelse udtaler borgmester Dorte Meldgaard da også, at hun er glad for, der nu kan ske noget med Gallerierne:
”Det er rigtigt spændende, at der nu bliver arbejdet med Gallerierne. Vi ser frem til det fortsat gode samarbejde og til at høre om de planer, udviklerne kommer med”.
Gruppen håber at kunne melde noget mere konkret ud om deres planer til efteråret.
I Galleriernes seneste regnskab, som er fra 2015, er værdien af ejendommen opgjort til 154 millioner kroner. I 2006 blev den solgt af bygherren til European Retail for 375 millioner kroner.

null

Publiceret 20 June 2017 08:00