Spritbilist hærgede Harløsevej:

Politihund snusede sig frem til ham i raps-mark

Beruset mand drønede af sted på Harløsevej og kørte ind i både vejskilte og kilometerpæle, oplyser politiet

En 46-årig mand blev søndag aften anholdt efter at have kørt hasarderet på Harløsevej i Hillerød og ramt adskillige ting som vejskilte og kilometerpæle undervejs på sin vilde færd, oplyser Nordsjællands Politi.
Manden, som bor i Frederiksværk, blev anmeldt til politiet klokken 20.11, og da patruljerne ifølge politiets døgnrapport ankom omkring kl. 20.25, fik de at vide af en kvindelig medpassager i bilen, at manden var løbet væk. Betjentene sendte derfor en hund ud at snuse efter manden, og han blev kort efter anholdt på en blomstrende rapsmark, hvor hunden havde fundet frem til ham ca. 15 meter ud af en markvej, ind mellem grantræer og ude på marken.
Læs også: Mor advarer mod mulig børnelokker

Stjålne nummerplader

Manden viste sig at være beruset og fik derfor taget en blodprøve for at vise, hvor meget hans promille var på. Han havde ikke kørekort, og samtidig havde bilen, han kørte i - en sort Volvo - stjålne nummerplader på, så listen over sigtelser er lang. Han er også sigtet for at udsætte andre for fare. Men heldigvis kom ingen ifølge politiets rapport til skade ved den hasarderede kørsel.
Læs også: Voldsomt hjemmerøveri i Hillerød

Publiceret 15 May 2017 11:30

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV