Politikere:

Nyt byforum er "en meget stor ting" for Hillerød

Politikerne glædede sig over, at det nye samarbejde om at udvikle bymidten er på plads

Der var stor glæde over det nye samarbejde om Hillerøds bymidte ved byrådsmødet onsdag aften.
“Hillerød ByForum er en meget stor ting for Hillerød,” sagde viceborgmester Kirsten Jensen (S), som selv er med i den nye bestyrelse som ét af fire byrådsmedlemmer.
“Vi har opnået en stemning af lyst til samarbejde. Der er virkelig mange spændende ideer og muligheder på bordet, og flere vil komme til. Det, at vi ikke bare er virksomheder, foreninger og byråd, der mødes, men at vi er medlem af den samme forening, betyder noget. Det betyder, at vi skal løse problemerne sammen,” sagde hun.
Også viceborgmester Klaus Markussen fra Venstre roste det nye samarbejde mellem handelslivet, ejendomsindehaverne, kommunen, erhvervs- og kulturlivet og frivillige ildsjæle:
“Vi har længe savnet fokus på vores bymidte, og vi er i Venstre rigtig glade for dette tiltag, selvom vi ikke er i mål endnu,” sagde han og pegede især på de frivilliges engagement i sagen som en drivkraft.
Ifølge Klaus Markussen er det især fællesskabet, der skal bære bymidten fremad, så Hillerød kan arbejde sig godt igennem de udfordringer, som rammer mange handelsbyer i landet:
“Vores bymidte og handelsliv har været mere udfordrede, end de er nu. Svaret på udfordringerne er ikke at krybe sammen i skjul, men at rejser sig sammen i fællesskab og møde alt det, der truer - internethandel, store centre, med mere - med morgendagens svar. Vi skal finde frem til det, der er Hillerøds DNA, og vi synes, Hillerøds DNA er samarbejde,” sagde han.
Byrådet godkendte de fire repræsentanter fra byrådet, som skal sidde i Hillerød Byforum, nemlig Kirsten Jensen, Tue Tortzen, Klaus Markussen og Marco Oehlenschläger.

Hillerød Byforum

Tager udgangspunkt i det svenske koncept Town Center Management, som er et offentligt- og privat samarbejde, hvor fuldtidsansatte medarbejdere arbejder med bymidten ud fra en vedtaget plan. 
Er en forening med det formål er at skabe fornyelse og vækst i Hillerød bykerne.
Hillerød Kommune har sat 500.000 kroner af i 2017 og 750.000 de følgende to år til den nye samarbejdsplatform.
Ønsket er, at Hillerød skal være Nordsjællands handels- og kulturcentrum og være én af de 30 byer ud af de nuværende ca. 200 handelsbyer i Danmark, der over de næste ca. 15 år er spået at ville udskille sig som ekstraordinært attraktive vinderbyer.

Publiceret 04 April 2017 05:00