Berusede unge i bil smadrede ind i legehus i høj fart:

“Folk kører som på en racerbane”

Familie var heldigvis ikke i haven, da fulde unge kørte i alt for høj fart ind i deres have og smadrede alt, indtil bilen blev standset af et træ

Af
Mette Dolmer Thygesen

Mette Dolmer Thygesen

Det blev en dramatisk fredag aften for familien Grønbech på Skævingevej 13 mellem Store Lyngby og Skævinge. Her bragede en bil med berusede unge ind gennem hegnet til haven, hvor bilen smadrede børnenes legehus.
Selv var Heidi Vestergård Grønbech ude at gå tur med hunden omkring kl. 18.10, da hun hørte høj, bankede technomusik fra tre biler. Og derefter et brag. Den ene af bilerne var hamret ind i hendes have.
“Det er chokerende. Børnene har også været meget påvirkede. Der er heldigvis kun sket materiel skade, så i den betragtning har vi det godt. Men der kunne sagtens have været børn, der legede i haven, eller en cyklist, der kom kørende. Så det er rent held, der ikke skete mere,” siger hun til Hillerød Posten.
Hendes mand og datter var i huset, men kunne lige så godt have opholdt sig udenfor. Familiens yngste på seks år var ude i haven en time forinden.

Flere uheld

Der har været flere uheld på vejen gennem de seneste år, fortæller hun. Og hun håber nu, at politikerne vil finde en løsning, så ulykken ikke bliver endnu mere alvorlig næste gang.
“Man må køre 80 km/t på Skævingevej og skal så sætte farten ned til 40 km/t i svingene. Men det er der ingen, der gør. De kommer i rigtig høj fart. Jeg kunne også se bremsespor langt hen ad vejen efter ulykken i fredags,” siger Heidi Vestergård, som også peger på, at der går en cykelsti, hvor skolebørnene cykler lige der.
“Folk er rigtig bekymrede for den øgede trafik her, og vi ønsker en fartnedsættelse og bump på vejen op til svingene, så bilisterne sætter farten ned. For det er ikke kun de unge, der kører vildt - det er alle, der kører som på en racerbane,” siger hun og opfordrer politikerne til at komme på banen, for problemerne “har stået på for længe”.

Undskyldte og ryddede op

Det viste sig, at den 19-årige mand, der kørte bilen, ikke havde kørekort. Han fik desuden taget en blodprøve og blev anholdt, da der var mistanke om spirituskørsel.
Han og hans medpassager var om lørdagen ude ved familien med en ssp-medarbejder og undskylde. De har desuden ryddet op i haven.
Heidi Vestergård Grønbech oplevede dog langt fra, at de unge optrådte respektfuldt om fredagen. De, der kørte i bilen, forsøgte at stikke af, og kammeraterne fra de andre biler kom også hen til haven:
“De stod bare der halvfulde, ligeglade og i høj stemning. Heldigvis kom politiet hurtigt og smed dem bort. Jeg tror, dem i bilen har fået sig et kæmpechok, og jeg håber, de har forstået, at de har lavet noget værre møg,” siger Heidi Grønbech, som nu bare sætter sin lid til, at ulykken kan råbe de ansvarlige op, så der kan blive lavet de nødvendige ændringer på vejen.

Publiceret 28 March 2017 05:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV