Et vidne til Hillerøds industrialisering

Ny bog skildrer markant fotograf og forretningsmands liv

Af
Jens Berg Thomsen

Hillerødforfatteren Lennart Weber er klar med en ny historisk bog om Hillerød. Denne gang er det om fotografen Carl Rathsach, der over næsten et halvt århundrede blev vidne til den industrielle tidsalders komme til byen, hvor mange markante virksomheder ifølge forfatteren voksede op. "Jeg har vidst, at han fortjente en bog i fire-fem år," siger Lennart Weber. Det var et tilfældigt møde i Brugsen, fortæller forfatteren, der gjorde, at Lennart Weber fik fat i materiale om Carl Rathsach, der levede fra 1839 til 1911. Mødet i Brugsen var med en af de nulevende oldebørn. "Deres far dør i 1996, og der finder de en høkasse med skøder, arvesager, private breve og tegneblokke. Den gemmer de i 20 år, selvom deres mor egentlig ville have den smidt ud," fortæller Lennart Weber. "Jeg manglede fakta om ham for at kunne skrive en bog. Han er interessant, for han kommer til Hillerød efter krigen mod tyskerne i 1864, og er fem år efter, at Frederiksborg Slot er brændt. Det er på mange måder en tid præget af nederlag, men det, der sker ofte i den slags tider, er, at det bliver vendt til en optur. Fra den tid vokser Hillerød og får en kæmpe industri i byen, og han er fotograf her i 45 år og er vidne til den udvikling," siger Lennart Weber.

Fotograferede for kongehuset

Bogen rummer et væld af billeder og historier, og der er også to sider med billeder fra ukendte steder. Carl Rathsach var blandt andet i perioder fotograf for kongehuset og Frederiksborgmuseet og formand for Hillerød Industri- og Håndværkerforening. Han fik angiveligt øgenavnet "Kejseren", fordi han fotograferede udenlandske konger og kejsere, når de besøgte den danske kongefamilie. Bogen er udkommet på Lennart Webers eget forlag.

Præsentation på biblioteket

Tirsdag 21. februar klokken 16 bliver bogen præsenteret på Hillerød Bibliotek. Her kan man også møde nogle af familiemedlemmerne.

Publiceret 19 February 2017 11:00

SENESTE TV