Nisserne i Den Levende Julekalender sørger for en sjov oplevelse hver dag. Arkivfoto. Claus Beyer

Nisserne i Den Levende Julekalender sørger for en sjov oplevelse hver dag. Arkivfoto. Claus Beyer

Nissejagt hver dag i december:

"En anden måde at vise byen frem på"

Hillerøds handels- og kulturliv byder igen i år på den daglige, levende julekalender

Børnene behøver ikke siddet klæbet til tv-skærmens mange julekalendere, for i Hillerød kan de hver dag komme ud i den virkelige verden og opleve et afsnit af en julekalender med både dufte, smag, oplæsning, sang og leg.
For hver dag fra 1.-24. december kan interesserede møde op ved Julemøllen på Torvet på hverdage kl. 17 og i weekenderne kl. 11. Her møder man nissekorpset, som leder efter de 24 nisser, der er stukket af fra møllen og ud i Hillerøds butikker, kulturinstitutioner og virksomheder.
Det er sjette gang, at Den Levende Julekalender gør sit indtog i Hillerød, fortæller citykoordinator Mette Kragh Faurholdt:
"Den har vist sig at være en stor succes for mange parter. Først og fremmest henvender vi os til børnefamilierne, som kan få et skud julestemning hver eneste dag, mens ungerne venter på, at det bliver juleaften. Og fra et handelsmæssigt synspunkt er det en måde at vise børnene byen på. Forretningerne synes, det er rigtig hyggeligt at invitere indenfor på en anderledes måde".

Dagens historie

Det er to nisser, som hver dag tager imod børnene ved Julemøllen. Derefter går turen videre til et sted i byen, for eksempel Holte Vinlager, biblioteket, slottet, BioCity, Irma eller Falck. Selv juleaften er der et arrangement, traditionen tro i Café Slotsbio.
På stederne skal børnene finde den nisse, der er stukket af fra Julemøllen, og dagens afsnit af historien bliver læst op. Derudover er der forskellige aktiviteter hvert sted, for eksempel klippe-klistre, pebernøds- eller æbleskivespisning, slikposejagt og meget mere.
"Det er en anden måde at vise byen frem på og komme hinanden ved. Børnene kan måske komme ind i en bank, der ellers kan være kedelig for dem, og julehygge med nisser og historier. Eller de kan komme ind på for eksempel Hillerød Posten, hvor man normalt ikke kommer ind, og se hvor man laver avisen," siger Mette Kragh Faurholdt fra C4.

Nisserne kommer rundt i hele byen, bl.a. her på Hillerød Posten. Arkivfoto: Lars Schmidt

Nisserne kommer rundt i hele byen, bl.a. her på Hillerød Posten. Arkivfoto: Lars Schmidt

Inspirerer andre

Andre kommuner har også vist interesse for konceptet, som er udviklet i Hillerød, og det har da også en vis brandingværdi for byen, mener hun:
"Det giver os opmærksomhed udefra, og det er da dejligt, hvis vi kan inspirere andre. Men først og fremmest gør vi det for at skabe en god stemning og sørge for, der sker noget i byen. Folk, der går i gaderne, synes jo også det er sjovt, at der render nisser rundt med en hale af børn bag sig".

Den Levende Julekalender i år:

1. HTH Hillerød
2. Bilka
3. Slotsarkaderne
4. Plantorama
5. Holte Vinlager / AG-Tex
6. Louis Nielsen
7. Hillerød Posten
8. Frederiksborg Amts Avis
9. Chokolade Mageriet
10. Slotsarkaderne
11. Kop & Kande
12. Hillerød Bibliotek
13. Helsingørsgade
14. Det Nationalhistoriske Museum
15. Sydbank
16. Giovannis / Ribhouse
17. Jensens Bøfhus
18. Hillerød Fysioterapi & Træningscenter
19. Nordisk Film Biografer Hillerød
20. Irma
21. Multiform Design Center
22. Føtex
23. Falck
24. Café Slotsbio

Publiceret 24 November 2016 07:00