René Petersen bliver snart et grantræ fattigere. Foto: Jens Berg Thomsen

René Petersen bliver snart et grantræ fattigere. Foto: Jens Berg Thomsen

Onsdag bliver det fældet:

René har Hillerøds juletræ til at stå i baghaven

Torvets kommende juletræ har stået inde i en stue

Af
Jens Berg Thomsen

I mere end 20 år har grantræet stået i René Petersens have. Snart skal det stå på Torvet og være hele kommunens juletræ. Træet rager da også godt op i vejret uden for huset på Ullerødvej.
Træet er indkøbt til at være juletræ i sin tid, men efter jul blev det plantet ud, for der var stadig klump på det. Nu er årene gået, og træet har vokset sig stort.
"En af mine venner foreslog mig, at jeg skulle tilbyde det til kommunen," siger René Petersen, ejeren af juletræet.
"Hvis det ikke skulle have stået på Torvet, havde jeg fældet det under alle omstændigheder. Det er blevet for stort," siger René Petersen.
Selvom træet er højt, er det også opstammet, og egentlig kunne det godt have vokset videre for at tjene formålet med at stå på Torvet.
"De fiskede da også efter, om jeg ikke kunne have det stående nogle år mere, men det skulle væk nu."
Træet købte hans tidligere svigerforældre tilbage i 1994, hvor det fungerede som juletræ - altså inde i en stue. Et par år efter blev træet sat i haven i det nykøbte hus på Ullerødvej.
"Min daværende svigerfar ville ikke have træet i sin have, og vi havde lige købt hus og havde fældet en masse, så vi ville gerne have det. Det er svært at sige, hvornår det blev så stort. Det har stået der så længe, og tiden er bare gået. Det er lige som med børn. Lige pludseligt flytter de hjemmefra," siger René Petersen.

"Tak til alle"

Træet skal fældes onsdag 23. november. Det er Julemøllelauget i Hillerød, der står for fældningen, og erhvervsforeningen C4 fortæller i en pressemeddelelse, at der er flere hillerødanere, der har henvendt sig og tilbudt kommunen et træ.
”Vi vil gerne sige tak til alle de borgere, der har tilbudt at skænke deres træ til Torvet, men vi kan i sagens natur kun vælge ét. René Petersens træ er meget flot og velegnet til at stå som julens centrale pryd på Torvet i Hillerød,” siger formand for Julemøllelauget ”Nisse-Kim” Jensen i pressemeddelelsen.

Juletræet foran huset ca. 1997. Oprindeligt købte René Petersens daværende svigerforældre det som juletræ. Privatfoto

Juletræet foran huset ca. 1997. Oprindeligt købte René Petersens daværende svigerforældre det som juletræ. Privatfoto

Træet omkring år 1999. Privatfoto

Træet omkring år 1999. Privatfoto

null

Publiceret 23 November 2016 05:00