Juletræet på Torvet bliver tændt på fredag.

Juletræet på Torvet bliver tændt på fredag.

Så tændes det store juletræ på Torvet

Fredag er det tid til det store, traditionelle arrangement på Torvet

Fredag er dagen, som mange små børn ser frem til i Hillerød.
Her tændes nemlig det store juletræ på Torvet, og Hillerøds centrum fyldes med julehygge.
Det er en vigtig begivenhed for Hillerød, mener citykoordinator Mette Kragh Faurholdt fra C4 Videncenter:
"Det handler om fællesskab. Vi er jo ikke en by, hvis vi ikke har en form for fællesskabsfølelse, og Christmas Night er et af de redskaber, vi kan bruge for at skabe noget godt for Hillerød. Det er der, hvor vi har lejlighed til at samle ikke bare byens børn, men byens familier, i den særlige stemning, som der altid er omkring julen".

Stor tilslutning

Hun glæder sig over, at der altid møder mange mennesker op denne dag i byen:
"Det er dejligt, at der er så stor tilslutning til arrangementet, som vi jo afholder år efter år. Der er bare nogle traditioner, som er gode, og som vi ikke skal lave om på - 'Rør blot ikke ved min gamle jul,' synger vi jo også," siger Mette Kragh Faurholdt.

Der kommer selvfølgelig lys i Julemøllen, hvor nisserne også deler gratis slikposer ud.

Der kommer selvfølgelig lys i Julemøllen, hvor nisserne også deler gratis slikposer ud.

Juleoptog og julehytter

Julehyggen skydes i gang allerede fra kl. 16. Her åbner også julehytterne på Torvet, hvor man kan gå rundt og købe blandt andet slik, skindprodukter, smykker og bagels.
Lidt senere, kl. 17.30, afgår det årlige juleoptog med deltagelse af Nisse(drabant)garden, børneoptoget fra Klaverfabrikken og brandbiler fra Falck fra Køies bugt (pladsen hvor Møllestræde ender ud i Slotsgade) kl. 17.30. Optoget går ad Slotsgade mod Torvet, hvor det store juletræ bliver tændt kl. 18, i år af viceborgmester Kirsten Jensen og C4 Foreningen.
Samme aften, altså 25. november, er der Black Friday i byens butikker, som holder åbent til kl. 22 og er fyldt med gode tilbud.

OBS: I artiklen stod først, at juletoget kører Christmas Night, men det gør det ikke: Det begynder først at køre i december. 

Drabantgarden iklæder sig nisseuniformen og spiller glad julemusik.

Drabantgarden iklæder sig nisseuniformen og spiller glad julemusik.

Julehyggen spreder sig i Hillerød.

Julehyggen spreder sig i Hillerød.

Christmas Night

15.30: Julelyset tændes på Frederiksborg Slot
16: Julehytterne på Torvet åbner.
17.30: Juleoptog begynder ved Køies Bugt og går med fuld musik op ad gågaden til Torvet.
18: Viceborgmester Kirsten Jensen tænder lyset på juletræet sammen med C4 Foreningen. Samtidig tændes Julemøllen på Torvet og resten af byens juleudsmykning.
18.15: Klaverfabrikkens julenisser uddeler slikposer til børnene ved Julemøllen.
18.45: Nissegarden spiller julemusik på Torvet.
19: Nissegarden går gennem Slotsgade og runder af med koncert ved Køies Bugt.

Publiceret 22 November 2016 06:00