En ny skævingehal skal samle såvel amatørmaleren som håndboldspilleren. Projektet er sat til fire faser på i alt 28 millioner kroner.

En ny skævingehal skal samle såvel amatørmaleren som håndboldspilleren. Projektet er sat til fire faser på i alt 28 millioner kroner.

Ny skævingehal vil give flere sportsudøvere

Forslag til nyt kultur- og idrætshus i Skævinge har bred politisk opbakning. Idrætsudøvere vil ikke længere behøve tage til Hillerød, mener foreningsformand

En udbygning af hallen i Skævinge, så den bliver et kultur-, fritids- og idrætshus - et samlingssted for byens aktiviteter. Det er ideen bag et nyt anlægsprojekt, som er blevet til i et samarbejde mellem en række kultur- og idrætsforeninger i Skævinge, og som nu er et af anlægsønskerne i Budget 2017-20. Skævinge har mange aktive borgere og stor frivilligaktivitet, men aktiviteterne foregår i små satelitter. Det kan en ny Skævingehal lave om. Samtidig tænkes Føllegård frasolgt. “Der er bred opbakning til projektet hele vejen rundt i byrådet,” fortæller formand for Kultur- og Idrætsudvalget Peder Bisgaard (S). “Der er arbejdet meget seriøst og konstruktivt med projektet, og jeg tror, der er stor velvilje til at se på, hvordan vi kan komme i gang med projektet. Men jeg mener, vi ikke kan udenom projektet - faktisk mener jeg, de blev lidt snydt i budgetforliget sidste år,” fortsætter han. I Skjold Skævinge Idrætsforening glæder formand Lasse Petersen sig over de positive, politiske udmeldinger. “Det er det største projekt i nyere tid i Skævinge, både for idrætten, kulturen og fritidsaktiviteterne. Det er virkelig et fedt projekt, som vi arbejdet på i mange år”.

Bedre rammer for byfest

Et nyt kulturhus vil også give bedre rammer for en byfest, som den, der netop har været afholdt i Skævinge i sidste uge. “Vi kunne have mange flere aktiviteter, og nogle ville kunne rykke indendørs, hvis vejret var dårligt.” En ny hal vil have stor betydning for byen, mener han: “På den korte bane kunne det give mange flere aktive medlemmer, både frivillige og idrætsudøvere. I dag hører vi om mange, som tager til Hillerød, fordi der ikke er mulighed for at spille bordtennis eller lignende her. På den lange bane vil vi se en by, som kan samarbejde endnu mere, end vi gør nu”, siger han.

Publiceret 24 August 2016 19:15