Køer holder igen slotsparken smuk

Torsdag blev der sat dexterkvæg ud i Indelukket

Kvæg er fortræffelige natur- og kulturplejere - og så er de også et smukt syn.
Det mener Slots- og Kulturstyrelsen, som igen i år har lavet en aftale med kvægholder Niels Bodilsen fra Lynge omkring naturpleje af et areal i 'Indelukket' i Frederiksborg Slotshave.
I torsdags blev de nye 'beboere', Dexter-kvæg, sat ud i dyrefolden bag 'Dansebakken' på Chr. D. 4's Allé. Der har tidligere gået får og ungarske okser i folden, men ligesom sidste år er det i år Dexterkvæg, som skal gnaske det grønne i området.
Dexterkvæget stammer oprindeligt fra det keltiske Irland. Det er en af de ældste kvægracer i verden og en af de mindste.

Konger havde dyrehold

I slutningen af 1600-tallet og op igennem 1700-tallet har mange konger haft dyrehold i slotshaven. Navnet ”Lille Dyrehave”, der betegner den nordligste del af den landskabelige have, vidner om dette. Dyrene blev holdt bag hegn, og så vidt det vides, er der både blevet holdt hjorte og kameler, oplyser slotsgartner John Nørgaard Nielsen i en mail til Hillerød Posten:
"Indelukket er også tidligere blevet brugt til marker for kvæg, og det er disse billeder, som vi gerne vil genskabe. Samtidig vil vi også skabe en lille ekstra oplevelse for dem, som besøger området," skriver han.
Der er foreløbig lavet en aftale om, at køerne skal gå i Indelukket indtil ca. 1. november i år.

Arkivfoto: Mdt

Arkivfoto: Mdt

John Nørgaard. Arkivfoto: Mdt

John Nørgaard. Arkivfoto: Mdt

null

Publiceret 09 June 2016 08:00

SENESTE TV