Trivselsgruppe gav modet til at tale om de ting, der er svære

Mor til datter, der har deltaget i trivselsgruppe for skilsmissebørn, fortæller, hvordan datteren er vokset på grund af deltagelsen

Af
Lars Schmidt

"På nogle punkter er min datter vokset. Hun er blevet mere bevidst. Forløbet har givet hende mod til at tale om det, der er svært."
Det siger Pernille Sten, mor til to, en datter på elleve og en søn på syv. Datteren, som vi har valgt ikke at skrive navnet på, har - fordi hun og broderen er skilsmissebørn - deltaget i et forløb i en af trivselsgrupperne i Frivillig Center Hillerød.
Og hun er kommet styrket ud af forløbet, fortæller hendes mor til Hillerød Posten.

Et frirum

Forældrene blev skilt i 2010.
"Min datter havde et behov for at dele de omstændigheder, der kan være, når mor og far er skilt. En løsning kunne have været at sende hende til psykolog, men det havde ikke nødvendigvis givet det samme, for de andre børn ville jo ikke være der," understreger Pernille Sten:
"At deltage i trivselsgruppen har givet min datter et frirum til at komme ud med alt, hvad der har måtte fylde i et 10-11 årigt hjerte. Det har været det, jeg kalder jet-lag'et: Skiftene mellem at være hos mor og far. Der har været mor-far udfordringerne med den uenighed, der kan være mellem forældre. Og så har der været de ekstra og nye voksne, plusforældrene, i min datters liv."

Ikke alene i verden

Børnene bor det meste af tiden hos deres mor og er hos far hver anden weekend.
Deltagelsen i trivselsgruppen gjorde, at datteren pludselig ikke følte sig alene med de problemer, der er fulgt i kølvandet på skilsmissen.
"Hun fandt hurtigt ud af, at hun ikke er Palle-Alene-I-Verden. Det har givet hende noget at deltage – også at andre voksne har taget hende alvorligt, at det ikke er forkert at være skilsmissebarn. Og de havde det ret sjovt på forløbet. Der var et fortrolighedskodeks i gruppen, og der har udviklet sig nogle venskaber, som vi skal til at følge op på nu," fortæller Pernille Sten og slutter:
"I en verden, hvor de fleste har nok i sig selv, hvor hverdagen er travl for familierne, så er det fantastisk, at der er nogen, som gør det her frivilligt. Stor ros til dem. De er nogle unikke og hjertevarme personer."

null

Publiceret 23 September 2015 08:00

SENESTE TV