Cigaretterne er tilbage på rådhusets udearealer - politisk flertal rullede forbud tilbage. Arkivfoto

Cigaretterne er tilbage på rådhusets udearealer - politisk flertal rullede forbud tilbage. Arkivfoto

400 ansatte på rådhus kan igen ryge i deres pauser

Rådhusets ansatte kan igen ryge i deres pauser, efter et politisk flertal fik omstødt direktionens rygeforbud

De omkring 400 ansatte på Hillerød Rådhus kan nu igen snuppe en smøg i deres pauser.

1. august indførte direktionen ellers et forbud, som betød, at medarbejderne slet ikke måtte ryge i deres arbejdstid. Men da en pressemeddelelse blev sendt ud om forbuddet, fik det en række politikere til at protestere. Onsdag aften godkendte et flertal af byrådet et forslag fra Liberal Alliance om at tilbagerulle rygeforbuddet.

Jonathan Nielsen fra partiet pegede på, at medarbejderne i høringsfasen gav udtryk for, at de ikke støttede rygeforbuddet.

"Jeg synes bestemt ikke, at det er heldigt, at vi er nødt til at gå ind og underkende en beslutning taget af vores direktion, men når man ikke vil lytte til medarbejderne, til lokale byrådspolitikere eller have øje for de erfaringer, der høstes i vores nabokommuner, så er der altså ingen anden vej end den her lidt usædvanlige proces," sagde han.

Han fik støtte af både Venstre, Dansk Folkeparti, en enkelt konservativ - og i en lidt usædvanlig konstellation - Fælleslisten, som vi tidligere har beskrevet her i Hillerød Posten.

"Omklamringspolitik"

Ifølge Dan Riise gik Venstre med på ideen, fordi de mener, "Socialdemokraternes omklamringspolitik er gået for langt"

"Ledelsen skal bruge deres tid på at lede rådhuset i stedet for at genere de ansatte. Hvad bliver de næste? At de overvægtige ikke må få kage til kaffen? Det er et skråplan, vi er ude på," sagde han.

Det var dog ikke med Socialdemokraternes gode vilje, rygeforbuddet nu bliver rulle tilbage:

"Rygning dræber. Alt tyder på, at det er en god idé at undgå rygning, det er en god idé at undgå passiv rygning, og det er en god idé at gøre det så bøvlet som muligt at kunne komme til at ryge. Flere af vore kommunale arbejdspladser som børnehaver og skoler er uden røg. Andre arbejdspladser har også valgt at blive røgfri. Direktionen har indført, at rådhuset som arbejdsplads også skal være røgfrit område. Det støttes fint på sundhedspolitik og sundhedshandleplan. Dermed finder socialdemokraterne, at det ligger fuldstændigt inden for direktionens mandat at indføre adfærdsregler som rygeforbud," sagde Kirsten Jensen, som også rasede over, at Tue Tortzen havde udtalt her i Hillerød Posten, at rygeforbuddet kom uvarslet.

"Der er blevet informeret, og reglerne er derfor kendte og velbelyste. Det er utilstedeligt at sige det modsatte. Det er helt urimeligt at antyde, at direktionen leder arbejdspladsen uden at lytte til medarbejderne og laver hovsa-beslutninger."

Skæld ud af mor

Tue Tortzen svarede, at han ikke havde hørt om rygeforbuddet, da han læste om det i avisen.

"Det kalder jeg uvarslet. Som dreng fik jeg også skæld ud af min mor, og nu får jeg så en skideballe igen," lød det.

Det forstod Christina Thorholm fra de Radikale ikke:

"Vi har siddet på økonomiudvalgsmøde og blevet informeret. Jeg synes ikke, du kan sige, det kom bag på dig," sagde hun og støttede direktionens rygeforbud:

"Rigtig mange mennesker har et ønske om at holde op med at ryge. Strukturelle sundhedsindsatser er et af de bedste midler. Erhvervsaktive rygere har 2,8 millioner ekstra sygedage - det er stort tab, når man omregner det til kroner og ører".

Susanne Due Kristensen fra Socialdemokraterne pegede på, at rygere går glip af en del samvær i pauserne, fordi de står udenfor og ryger. Samtidig trækker de røgpartikler med ind i deres tøj.

Reetablerer rygemuligheder

Kommunaldirektør Erik Nygreen sendte kort efter mødet et citat til pressen, hvor han forklarede, at direktionen tager omgørelsen til efterretning og straks torsdag morgen gik i gang med at reetablere mulighederne for at ryge for rådhusets ansatte.

”Byrådet har truffet sin beslutning, og for kommunens direktion er der kun tilbage at konstatere, at der har kunnet samles flertal i byrådet for at gøre det til et politisk anliggende, hvilke rygeforhold der skal gælde for os der arbejder på rådhuset. Vi har handlet ud fra den overbevisning, at det stemte overens med Byrådets overordnede hensigter på sundhedsområdet og ambitionerne om nedsættelse af sygefraværet. Nu har vi lært byrådsflertallets ønsker nærmere at kende – både til rygemulighederne og til direktionens handlerum," skriver han.

Der må fortsat ikke ryges i rådhusets indendørslokaler, og medarbejderne skal anvises et eller flere udendørsområder, hvor der må ryges. Der skal samtidig tilbydes rygestopkurser til medarbejderne.

null

Publiceret 30 August 2014 04:00