Lokal iværksætter vil lette værkstedsregningen

Lasse Christian Petersen fra Ny Hammersholt står bag autopristjek.dk

Af
Peter Klar

Den 23-årige iværksætter Lasse Christian Petersen fra Ny Hammersholt står sammen med kompagnonen Kristoffer Rosbjerg Petersen bag Danmarks største værkstedsportal på www.autopristjek.dk, der gik i luften for få uger siden, men allerede har formidlet omkring 1.400 reparationer. Her kan bilejerne indhente billigste pris på en autoreparation fra de omkring 2.400 værksteder overalt i landet, der indtil videre har tilmeldt sig portalen. "Vores ide med Autopristjek.dk er at skabe et nemmere og bedre overblik for bilejerne ved at give dem mulighed for at sammenligne værkstedernes priser og på denne måde gøre autobranchen mere konkurrencedygtig ved at udfordre værkstederne til at give bilejerne endnu bedre priser end deres konkurrenter", siger Lasse Christian Petersen. Han understreger, at det ikke kun er en portal for bilejerne. "Vi har også lavet den for at gøre værkstederne mere synlige, ved at man som bilejer kan finde sit værksteds kontaktoplysninger og skrive en mail til dem direkte via hjemmesiden", siger Lasse Christian Petersen.

Spar 30 procent

Han henviser til en aktuel opgørelse fra Konkurrencestyrelsen, der siger, at en forbruger kan spare op til 30 procent på typiske reparationer og serviceeftersyn ved at indhente tilbud fra flere værksteder. "Vi har erfaret, at vores brugere sparer rigtig mange penge på de tilbud, de indhenter, hvad enten det er et service, skift af tandrem, olieskift, klargøring til syn og omsyn eller bare almindelige autoreparationer. Hos Autopristjek.dk har vi gjort det nemt, når der skal hentes tilbud. Det kræver ikke nogen brugerprofil, og det er super nemt og gratis at anvende. Som bilejer er man ikke forpligtet på nogen måde til at benytte de indhentede tilbud, og man er frit stillet til at vælge, hvilket værksted man ønsker", forklarer Lasse Christian Petersen.

Publiceret 23 November 2010 06:00

SENESTE TV