85 virksomheder i kommunen som for eksempel Foss (billedet) og Novo Nordisk skal kommunen i dialog med. Arkivfoto: Mdt
85 virksomheder i kommunen som for eksempel Foss (billedet) og Novo Nordisk skal kommunen i dialog med. Arkivfoto: Mdt
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny undersøgelse i gang: Virksomheder skal beskyttes

Fuldtidsmedarbejder skal over det næste halvandet år undersøge, hvor der skal være erhvervsområder til produktionsvirksomheder i Hillerød Kommune

Et omfattende planlægningsarbejde på omkring halvandet år skal sættes i gang i Hillerød Kommune.

Kommuneplan 2017 blev vedtaget i december, men nu venter arbejdet med et kommuneplantillæg, som skal være færdigt inden udgangen af 2. kvartal 2019.

Det skyldes, at en ny planlov trådte i kraft i juli sidste år. Loven indebærer, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af erhvervsområder, som er forbeholdt produktionsvirksomheder og transport- og logistikvirksomheder. Områderne skal friholdes for anden anvendelse, således at virksomhederne her beskyttes mod nye krav, for eksempel hvis der bygges nye boliger tæt på, så virksomheden skal nedbringe støj. For støjkrav kan, for eksempel, medføre væsentlige udgifter for virksomheden og begrænse udvidelsesmulighederne, skriver forvaltningen i sagsfremstillingen, som byrådet vedtog 31. januar.

Fik du læst: Far og søn blev bedt om at forlade bar - og slog dørmand i hovedet med en flaske

Tale med 85 virksomheder

For at udarbejde tillægget skal kommunen ud at tale med alle cirka 85 produktionsvirksomheder i kommunen.

“Alle disse virksomheder skal analyseres for relevante miljøkonflikter, både i forhold til eksisterende produktion og eventuelt planlagte produktionsudvidelser. Det forudsætter en dialog med den enkelte virksomhed,” skriver forvaltningen.

Naboer høres

Derefter skal det besluttes, om et område skal udpeges til erhvervsområde for produktionsvirksomheder. Også de berørte grundejere og brugere af naboejendomme skal inddrages.

Forvaltningen vurderer, at der er tale om “en ekstraordinær og meget stor planlægningsopgave” og ønsker derfor en ekstra byplanlægger til at varetage opgaven.

“Der verserer 16 lokalplaner, og 7 anmodninger om lokalplan er under behandling, samtidigt med at forvaltningen forventer ekstraordinært mange anmodninger om lokalplaner i 2018 som følge af den store efterspørgsel på boliger,” oplyser forvaltningen, som derfor mener, at opgaverne bliver forsinkede, hvis ikke en ekstra byplanlægger ansættes.

Byrådet godkendte at afsætte penge til fuldtidsmedarbejder til opgaven.

“Så kan vi fastholde en dygtig medarbejder, som har været ansat som konsulent hidtil. Det, synes vi, er en rigtig god ide,” sagde formanden for byplanudvalget Dan Riise (V) på byrådsmødet.

Publiceret: 13. Februar 2018 05:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten