Nanna Lange Jensen sammen med Christine Antorini i Folketingssalen inden politikerne begyndte at ankomme til åbningen.
Nanna Lange Jensen sammen med Christine Antorini i Folketingssalen inden politikerne begyndte at ankomme til åbningen.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nanna fik en spændende dag i Folketinget

Nanna Lange Jensen fra Alsønderup var på besøg på Christiansborg ved Folketingets åbning og blev guidet rundt af det socialdemokratiske folketingsmedlem Christine Antorini

Af Claus Beyer

Den 3. oktober åbnede Folketinget efter sommerferie og Hillerød Posten og folketingsmedlem Christine Antorini (S), der er valgt til Folketinget i Hillerød, gav igen i år en af Hillerød Postens læsere mulighed for at opleve Folketingets åbning samt en eksklusiv rundvisning på Borgen med Christine Antorini som guide.

”Det var en spændende og fantastisk oplevelse. Det der gjorde størst indtryk, det var den glade stemning man oplevede blandt politikerne. Under rundvisningen blev Christine Antorini stoppet mange gange af andre politikere der lige ville sige hej og jeg fik selvfølgelig også hilst på dem – og det var politikere fra mange forskellige partier. Man fornemmede virkelig, at de har et godt sammenhold og gode relationer og selvom de ikke er enige om det politiske,” fortæller Nanna Lange Jensen, der også er glad for, at hun fik set malerierne af alle landets statsministre igennem tiderne.

”De vælger jo selv, hvem de vil have til at lave maleriet. Man fornemmer virkelig på alle malerierne, hvilke tid og hvilken stemning der var i Danmark, da de havde magten.”

”Jeg fornemmede, at jeg virkelig var kommet på besøg bag magtens mure. Det er en stor og meget travlarbejdsplads. Jeg er imponeret over, hvor pænt der er alle steder. Der er ikke bare lige et hjørne eller krog, hvor man tænker, her roder det lidt,” fortsætter Nanna, der også er glad for at have oplevet selve åbningen fra tilhørepladserne.

Helt anderledes end på tv

”Christine Antorini fulgte mig ned til tilhørerpladsen og det var en helt anden oplevelse at være til stede end at se det på tv. Der var en dejlig stemning, alle var klædt pænt på og klokken 11.45 ankom den kongelige familie. Klokken 12 gik statsministeren så på talerstolen og da han var færdig, så sluttede min tur også,” fortæller Nanna, der også kunne byde ind med et par gode historier til Christine Antorini under besøget.

” Det var et rigtigt fint besøg med Nanna. Faktisk var hendes oldeforældre blevet gift i Christiansborg Slotskirke. Nannas oldemor var balletdanserinde, der optrådte i Hofteatret, som ligger i Ridebanefløjen på Christiansborg og hendes oldefar var læge,” fortalte Christine Antorini efter Nannas besøg på Borgen.

Nanna Lange Jensen var imponeret over alle de smukke blomster der var pyntet op med samt hvor travlt der var på åbningsdagen. Her er Nanna blandt pressefolkene uden for salen.
Nanna Lange Jensen var imponeret over alle de smukke blomster der var pyntet op med samt hvor travlt der var på åbningsdagen. Her er Nanna blandt pressefolkene uden for salen.

Nej tak til at gå ind i politik

Nanna kender til samarbejdet med politikere. Det er dog med de lokale byrådsmedlemmer og to gange er Nanna selv blevet opfordret til at gå aktivt ind i lokalpolitik, men begge gange takkede Nanna pænt nej.

”Jeg er blevet tilbudt at stille op både i Gladsaxe og i Hillerød, men jeg begge gange afslog jeg. Jeg følte ikke, at jeg havde de politiske erfaringer, der skulle til det arbejde, og jeg var heller ikke medlem af et politisk parti,” fortæller Nanna.

Nanna har været med i bestyrelsen for Lokalrådet for Alsønderup Sogn i ni år, de sidste fire år af perioden som formand, hvor der blev et formaliseret samarbejde mellem de 10 lokalråd og byrådet. Derudover har Nanna været bestyrelsesmedlem igennem otte år i grundejerforeningen, siddet i bestyrelsen for Kulsviergården.

Er der i dag brug for Nanna viden og indsats, så er hun fortsat klar til lidt frivilligt arbejde. Men ellers går fritiden mest med slægtsforskning, gymnastik, lidt stavgang og så at være sammen med familie og venner.

Publiceret: 09. Oktober 2017 20:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere