11-årige Mathias havde aldrig spillet skuespil før - nu spiller han hovedrollen som Emil fra Lønneberg i Frederiksborgcentret. Foto: Mdt
11-årige Mathias havde aldrig spillet skuespil før - nu spiller han hovedrollen som Emil fra Lønneberg i Frederiksborgcentret. Foto: Mdt
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lille chance for overlevelse: Nu er Mathias musicalstjerne

11-årige Mathias Mikkel Ipsen fra Sophi-enborgskolen blev kun spået 40 procent chance for at overleve - nu spiller han hovedrollen i musicalen 'Emil fra Lønneberg'

800 gram. Så lidt vejede Mathias Mikkel Ipsen, da han for 11 år siden kom til verden.

Han blev sammen med sin tvillingebror født tre måneder for tidligt, og lægerne spåede dengang, at der kun var 40 procent chance for, at han ville overleve.

Men overlevede - det gjorde han.

"Så jeg er lidt af et vindunderbarn," siger Mathias med et stort smil.

Mathias begyndte sin tilværelse med at være indlagt i fem uger på Rigshospitalet, hvor han svævede mellem liv og død. Herefter var han ifølge sin mor Mia Skaaning Jensen indlagt i to måneder på hospitalet i Hillerød.

Nu har Mathias udviklet et så stort skuespillertalent, at han står på scenen i Mastodonternes musical 'Emil fra Lønneberg' i hovedrollen som Emil.

"Jeg havde gået til sang i et års tid, og så var der en, der foreslog, om ikke jeg skulle gå til audition på musicalen. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende før. Det var i januar, og nu står jeg så her," fortæller Mathias, som går i 4.a på Sophienborgskolen.

Ikke store chancer

Mathias gik efter sin prøve videre til anden audition, en todages workshop hvor otte børn dystede om de to pladser til rollen som Emil. Mathias talte med sin familie om, at hans chancer nok ikke var så store, da mange af de andre børn havde spillet skuespil før i blandt andet Eventyrteatret eller gik i en skole med teaterlinje.

Men Mathias klarede sig altså så godt, at hans familie en aften i vinter kunne overraske ham med beskeden om, at han skulle spille Emil:

"Jeg kom ud fra toilettet, og hele min familie var samlet i stuen og fortalte mig det. Jeg råbte bare 'hvad, hvad?' og gik helt amok," husker den 11-årige tilbage.

Efter et halvt år med øvninger to gange om ugen og en weekend om måneden har han nu spillet de første forestillinger i Frederiksborgcentret.

"Det er gået godt, især til præmieren. Da var der det bedste publikum. De grinede hele tiden, og alting fungerede bare," siger han og fortæller, at han var nervøs og derfor drak en helt masse vand:

"Men de andre skuespillere er søde til at hjælpe mig. Og instruktøren har været god under øvningerne, så hver gang jeg har gjort noget forkert, har vi gjort det om, og jeg har øvet mig, til det sad i skabet," siger Mathias, som også har udviklet et venskab med den anden dreng, der spiller Emil, Jonathan West-phal Stennicke.

Mathias Mikkel Ipsen spiller Emil en dag, mens Jonathan West-phal Stennicke tager rollen den anden dag. Pressefoto
Mathias Mikkel Ipsen spiller Emil en dag, mens Jonathan West-phal Stennicke tager rollen den anden dag. Pressefoto

Kan lide at få publikum til at grine

Spørger man det unge talent, hvorfor skuespillet er så interessant, lyder det første svar:

"Fordi man tjener mange penge. Så behøver man ikke lave så mange pligter."

Det med pligterne afkræfter mor Mia, som også har fået Mathias til at love, at han skal passe sin skole og tage en uddannelse, han kan falde tilbage på udover skuespillet.

Mathias kan dog også se andet positivt ved skuespilleriet end økonomien:

"Jeg kan rigtig godt lide de forskellige ting, jeg skal lave på scenen, for eksempel hælde vand i en støvle og sætte ild til en hat. Jeg kan godt lide at stå på en scene med et publikum, som griner. For eksempel når jeg tager suppeterrinen på hovedet, og alle råber, 'nej, nej'. Det er sjovt," uddyber han.

Mia Skaaning Jensen er stolt af sin søn, som hun mener, har udviklet sig meget med teaterarbejdet:

"Mathias startede et år senere i skole og har nogle gange haft nogle udfordringer med at passe ind i skolen og blandt vennerne. Jeg ser det som en følsomhed, han har fået som for tidligt født. Nu bruger han sin sensitivitet, så han - i stedet for at gemme sig - gerne vil ses og høres," siger hun og fortæller, at Mathias på premiereaftenen også rejste sig og holdt en tale for hele holdet som den eneste skuespiller.

"Han er virkelig blomstret op det seneste halve år. Han har fundet frem til noget, han synes, er virkelig sjovt, og som han er god til. Det er enormt dejligt, at han får lidt medvind efter alt det modvind," siger moderen, som også mener, Mathias er blevet bedre til at høre efter, spise god mad og gå i seng i ordentlig tid for at være frisk.

Mathias Mikkel Ipsen er glad for samarbejdet med de andre skuespillere i Mastodonternes musical - og for at få publikum til at grine. Pressefoto
Mathias Mikkel Ipsen er glad for samarbejdet med de andre skuespillere i Mastodonternes musical - og for at få publikum til at grine. Pressefoto

Fremtid i film?

Lige nu er det altså teater, der batter for Mathias, men i fremtiden kan det måske være film. Han har nemlig været til en audition, som gik lovende, på en kommende animationsfilm Radiserne, baseret på den populære tegneserie med Søren Brun, Nuser og deres venner.

"Der er mange danskere, som ser film, og så vil mange komme til at kende mig. Så ender det måske med, at jeg får mange roller, når jeg bliver voksen. Mit mål er at blive Danmarks bedste skuespiller," siger han stolt - men tilføjer dog:

"Det er ikke sikkert, jeg når så langt - et sted i top 10 er også fint".

Mastodonternes forestilling 'Emil fra Lønneberg' kan ses til og med på søndag i Frederiksborgcentret. Derefter kan man opleve Astrid Lindgrens populære historie i Tivolis koncertsal i København i hele efterårsferien.

Find et link til et filmklip med Mathias i rollen som Emil på www.hip.dk.

Publiceret: 04. September 2015 08:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt