Mette Abildgaard mener ikke, at hun ’lægger på ved fremmedfjendskhedens bål’, som Pia Lenau skriver i et debatindlæg. Pressefoto

DEBAT: Abildgaard: "Indvandrerkvinder skal arbejde for deres egen og børnenes skyld"

Af Mette Abildgaard, folketingsmedlem, Nordsjællands Storkreds

I Pia Lenaus læserbrev, som Hillerød Posten har lagt spalter til, hævder hun, at jeg ’lægger på ved fremmedfjendskhedens bål’. Baggrunden for kritikken er, at vi i Det Konservative Folkeparti vil stramme det såkaldte 225-timers krav for jobparate kontanthjælpsmodtagere, så de fremover skal arbejde 365 timer om året for at få den fulde ydelse.

Læs Pia Lenaus læserbrev her

Formålet med 365-timerskravet er at få specielt indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande til at arbejde mere. Strammer vi kravet til 365 timer, vil det nemlig bringe mange af dem tættere på arbejdsmarkedet. I dag er alt for mange indvandrerkvinder på kontanthjælp, og vi kan se, at de har taget flere almindelige løntimer ved siden af deres ydelse, siden vi indførte kravet om 225 timers arbejde i 2016. Derfor ønsker vi nu at skærpe kravet til 365 timer – eller hvad der svarer til én time om dagen.

At det skulle være med til at skabe fremmedhad, har jeg meget svært ved at se. Tværtimod er kravet om 365 timers arbejde en socialt venlig ambition, der skal inkludere ledige indvandrerkvinder i det arbejdende fællesskab. Samtidig ved vi, at arbejdsløshed er arveligt. Derfor er det vigtigt, at børn vokser op i familier, hvor forældrene går på arbejde, så ikke de havner i samme situation. Vores krav om 365 timers arbejde fremmer altså på alle måder integration.

I Det Konservative Folkeparti tror vi ikke på, at man fremmer forståelsen mellem mennesker ved at tie problemstillinger ihjel. Vi er nødt til at tale om problemerne for at kunne løse dem. Et stort problem for samfundet er, at mange indvandrerkvinder arbejder for lidt – også her i Hillerød. Det skal vi lave om på – både for deres egen, børnenes og samfundets skyld.

Publiceret 09 May 2019 14:32