"Står det til os, fortsætter vi med at forbedre det pædagogiske indhold og kvaliteten af vores børnepasning," skriver Klaus Markussen fra Venstre.

DEBAT: God børnepasning skal sikres lokalt af seriøse byråd

Klaus Markussen (V), 1. Viceborgmester og formand for Hillerød Forsyning

I Venstres byrådsgruppe arbejder vi for bedre normeringer i vores daginstitutioner. Både fordi vi prioriterer at investere i vores børn, og fordi vi ønsker at være en kommune, hvor forældre er tilfredse med den service, vi som kommune leverer.

Derfor prioriterede Venstre sammen med et stort flertal i byrådet at tilføre 2,6 mio. yderligere om året til bedre normeringer med budgetaftalen for 2018. Og står det til os, fortsætter vi med at forbedre det pædagogiske indhold og kvaliteten af vores børnepasning. Sådan skal det gøres - ved en solid lokal indsats af byråd, der arbejder sammen og står sammen om vigtige lokale prioriteringer.

Jeg har noteret mig, at flere folketingskandidater fra SF og Radikale i disse dage taler om minimumsnormeringer og præsenterer letbenet overbudspolitik, som de ikke fortæller os andre om, hvordan de vil finansiere. Sidst de to partier havde indflydelse på regeringen i Danmark, blev der skåret hårdt ind til benet i de penge, vi i kommunerne har til rådighed for at levere ordentlig velfærd. En udvikling som heldigvis er blevet ændret siden regeringsskiftet i 2015.

Udover at kampagnen virker som en gratis omgang valgflæsk fra især Radikale og SF, så skræmmer sporene fra sidst, de partier havde indflydelse på regeringsmagten i Danmark. God børnepasning bliver først og fremmest sikret lokalt af seriøse byråd. Ikke af folketingskandidater med lette ufinansierede løsninger som, sidst de havde indflydelse, brugte den på at skære i kommunernes budgetter til velfærd.

Publiceret 10 April 2019 15:00