Morten Frederiksen fra Hillerød havde en ubehagelig oplevelse i biografen forleden - og ærgrer sig nu over, at han ikke gjorde noget. Modelfoto

Morten Frederiksen fra Hillerød havde en ubehagelig oplevelse i biografen forleden - og ærgrer sig nu over, at han ikke gjorde noget. Modelfoto

DEBAT: "Jeg er sikker på, at alle andre i biografen ville stå skulder ved skulder med den søde dreng. Vi gjorde bare intet"

Morten Frederiksen, Sødalen 6, 3400 Hillerød

Nu er læserbreve ikke min spidskompetence, men når jeg oplever urimelighed, må jeg jo prøve at påvirke ting i i den rigtige retning.

Den 13. februar havde jeg slæbt hele familien ind og se 'Vilde Rolf smadrer internettet' i biografen. Ind kommer en familie sammen med deres venner, som har en dreng i kørestol. Det viser sig hurtigt, at drengen lider af tourettes og derfor lever sig ind i filmen med højlydt klappen og opråb.

Bag ham sidder en ældre dame med sine to børnebørn. Kort tid inde i filmen rejser hun sig og siger højlydt, at det kan hun ikke holde ud. Efterfølgende følger hendes børnebørn trop med råb til drengen om at holde kæft og kommentarer om, at vi alle har hørt ham.

Hvorfor skriver jeg dette? Det er faktisk ikke for at råbe bedstemoren og de to børn op, for mennesker med så lidt empati, rummelighed og medmenneskelighed tror jeg ikke, jeg kan nå.

Det er i højere grad af dårlig samvittighed, at jeg sætter mig ved tastaturet. Jeg og alle de andre normale mennesker burde have stået side om side med den søde dreng og bedt dem opføre sig ordentligt eller forlade biografen.

Jeg tror, at vi alle, i alle tider af livet, kan hjælpe de svage, som det går ud over ved bare at råbe op og sige stop - og ikke som mig, krumme tæer og bare lade stå til. Det er uanset, om man oplever det på arbejdet, i toget eller som mig i biografen.

Jeg er sikker på, at alle andre i biografen ville stå skulder ved skulder med den søde dreng. Vi gjorde bare intet. Så hvis dette læserbrev kan få et medmenneske til at sige stop og stå imod urimelighed og dårlig opdragelse, har læserbrevet været det værd.

Jeg håber også, at drengen, familien og vennerne læser dette, og hvis de har lyst, så inviterer jeg dem gerne i biffen igen.

Publiceret 15 February 2019 00:00