Som fagperson inden for skole- og daginstitutionsverdenen ved jeg og mine kollegaer, hvor vigtig en forudsætning det er, at der er tillid mellem forældre og skole/dagtilbud. Det er en forudsætning for barnets trivsel, skriver Henrik Carlsen. Arkivfoto

DEBAT: Åbent brev til byrådspolitikerne i Hillerød

Henrik Carlsen, pædagog, Mosedraget 3, 3480 Fredensborg

Efter at have læst artiklerne om Jasper, der blev syg af at gå i skole, i Frederiksborg Amts avis lørdag d. 26. januar, har jeg brug for at ytre mig, som fagperson og som borger i Hillerød kommune.

Jasper på 8 år har en hjerneskade og er en blandt flere børn, der har brug for et specialiseret skoletilbud. Han trivedes ikke i det skoletilbud, som er blevet bestemt for ham af Hillerød kommune og er nu sygemeldt fra skolen. Forældrene føler sig handlingslammede i forhold til deres drengs situation.

Disse familier, som Jaspers, er i kommunes vold. Uden en reel mulighed for at vælge det skoletilbud, der passer til deres barn, men må forsøge at (over)leve, med et dikteret skoletilbud, der skaber mistrivsel hos deres barn.

Jeg er enig med Mogens Wiederfeld, formand for Spastikerforeningen, der udtaler, at ”tillid er altafgørende for barnet”, og at han oplever, at økonomi og uvidenhed spiller en rolle for kommunerne. Og jeg kan kun bakke Mette Thiesen op i, at der bør sættes en uvildig ekstern undersøgelse i gang af det specialiserede børneområde.

Som fagperson inden for skole og daginstitutions verdenen ved jeg og mine kollegaer, hvor vigtig en forudsætning det er, at der er tillid mellem forældre og skole/dagtilbud. Det er en forudsætning for barnets trivsel. Hvorfor skulle dette være anderledes inden for specialområdet?

Forældre kan klage over kommunens skolevalg til deres barn, men det er en langsommelig proces, som igen kræver ressourcer af forældrene, der i forvejen er presset helt i bund. Kære politikere, hvad er det, der er på spil her? Vil kommunen gå på kompromis med kvaliteten og fagligheden for at beholde børn inden for kommunegrænsen, i kommunens specialskoletilbud, da dette er billigere?

Ville I fastholde jeres eget barn i et skoletilbud, hvor det mistrivedes, hvis I havde muligheden for et skoleskift?

Publiceret 08 February 2019 14:00