Hillerød får en central opgave i at sikre virksomhederne en langt mere målrettet støtte og udfylde de behov, som virksomhederne har efterspurgt, skriver May-Britt Kattrup. Pressefoto

Hillerød får en central opgave i at sikre virksomhederne en langt mere målrettet støtte og udfylde de behov, som virksomhederne har efterspurgt, skriver May-Britt Kattrup. Pressefoto

DEBAT: Bedre vilkår for erhvervslivet i Hillerød

May-Britt Kattrup (LA), MF, erhvervsordfører,

Mindre bureaukrati og mere fokus på virksomhedernes behov.

Det er overskriften på et nyt og forenklet erhvervsfremmesystem, som regeringen og Dansk Folkeparti har indgået aftale om. Som erhvervsordfører for Liberal Alliance er jeg meget glad for aftalen, der samtidig sikrer Hillerød en filial for erhvervsfremme i byen. Hermed får Hillerød en central opgave i at sikre virksomhederne en langt mere målrettet støtte og udfylde de behov, som virksomhederne har efterspurgt.

Erhvervsfremmesystemet har til opgave at fordele de støttekroner, som erhvervslivet tildeles af staten. De skal gå til at sikre erhvervslivet bedre rammevilkår, bedre konkurrence og mere vækst. Men det nytter ikke, hvis pengene går til skrivebordsarbejde og administration. Det har vi desværre set eksempler på med det tidligere system – derfor har der også været et tiltrængt behov for et nyt og mere målrettet system.

Udover at sikre erhvervslivet bedre vilkår skal filialen i Hillerød også hjælpe med at ruste virksomhederne til at kunne omstille sig til nye teknologier og nye markedsvilkår. Alt sammen til gavn for velstanden i Danmark.

Tillykke til Hillerød og held og lykke med arbejdet.

Publiceret 17 December 2018 15:00