"Er det politikernes drømmebillede, at borgerne skal køre i pendulfart til genbrugsstationen med hver sin lille trailer hægtet efter bilen? Det vil øge trængslen på vejene yderligere. Og det er næppe godt for miljøet," spørger seks beboere på Vinkelvej. Arkivfoto

DEBAT: "Bevar flis- og haveaffaldsordningen"

Seks beboere på Vinkelvej: Steen Jensen og Aase W. Jensen (nummer 4) Torben Groth Hansen (nummer 6) Jannik Bonde Jacobsen (nummer 7) Ruth Ertmann (nummer 11) Jens Gregers Jensen (nummer 15) , Torben Groth Hansen, Vinkelvej 6, 3400 Hillerød

Den 14. september blev der lagt en bombe under husejerne i Hillerød Kommune. For Hillerød Forsyning har besluttet, at ordningen med afhentning af haveaffald og hugning af flis forsvinder ved årsskiftet.

Vi kan ikke genkende billedet af, at den er blevet mindre populær. Ændringen betyder reelt, at byens haveejere fra næste år pålægges masser af besvær og ekstraudgifter til leje af trailer, når haveaffaldet skal væk

Argumentationen er, at ”Genbrugsstationen i Solrødgård Klima- og Miljøpark har givet så gode muligheder for at aflevere haveaffald, at færre og færre bruger flis- og haveaffaldsordningen. Det har givet mulighed for at gentænke indsamlingsordningerne, og på den baggrund bliver flis- og haveaffaldsordningen nedlagt".

Her på vejen er vi altid mange, der benytter ordningen - så vi kan ikke genkende billedet af, at den er blevet mindre populær. Ændringen betyder reelt, at byens haveejere fra næste år pålægges masser af besvær og ekstraudgifter til leje af trailer, når haveaffaldet skal væk. Og dem uden bil med anhængertræk bliver ladt fuldstændig i stikken. Mængden af haveaffald kan være stor – så ofte vil én tur med trailer til genbrugsstationen ikke være nok.

Ændringerne er kort og godt en væsentlig forringelse af en service, vi er glade for, og som er god for miljøet. Derfor bør ordningen fastholdes

Er det politikernes drømmebillede, at borgerne skal køre i pendulfart til genbrugsstationen med hver sin lille trailer hægtet efter bilen? Det vil øge trængslen på vejene yderligere. Og det er næppe godt for miljøet.

Det må da være smartere, at én eller flere lastbiler tager en runde i byen et par gange om året. Og hvis efterspørgslen efter ordningen er faldet, så er løsningen helt enkel: Lastbilernes ruter må gøres længere. Dermed servicerer man stadig de interesserede. Man kunne også forestille sig, at der var ét centralt aflæsnings- og afhentningssted på hver vej.

Flisordningen betyder, at man i dag kan få omdannet grene til flis, der kan bruges i haven. Det sker lige uden for den enkelte husejers hoveddør. Det er nemt og effektivt og godt for haven.

Når ordningen bortfalder, er det farvel til denne flis, og grenene skal desuden køres helt ud på genbrugsstationen til videre behandling.

Ændringerne er kort og godt en væsentlig forringelse af en service, vi er glade for, og som er god for miljøet. Derfor bør ordningen fastholdes.

Hillerød Posten har fået modtaget flere debatindlæg om emnet og afventer et svar fra formand for Hillerød Forsyning Klaus Markussen.

Publiceret 30 September 2018 20:00

SENESTE TV