DEBAT: "Aflysning af haveaffaldsordningen er en ommer!"

Ole Brauer, Sportsvej 22, Nødebo

Helt ud af det blå kommer der pludselig en besked fra Hillerød Forsyning om at haveaffaldsordningen bliver nedlagt fra næste år.

Begrundelsen er besynderlig: Den nye genbrugsstation ved Solrødgård siges at give så gode muligheder for selv at aflevere, at færre og færre bruger ordningen!

Aflæsningsmulighederne for haveaffald er da ellers ikke voldsomt anderledes end på den gamle genbrugsstation – set fra Nødebo er mulighederne for af aflevere haveaffald i hvert fald bare kommet endnu længere væk. Og hvert år i afhentningssæsonen ligger der stadig masser af haveaffald ved vejene i Nødebo og venter på lastbilen.

Set fra Nødebo er mulighederne for af aflevere haveaffald i hvert fald bare kommet endnu længere væk

Beskeden er også besynderlig, fordi den indirekte opmuntrer til en endnu livligere trafik med biler og trailere på tværs af kommunen. Hvis hver skal klare sit affald, kan det ikke andet end betyde et betydeligt større brændstofforbrug med tilhørende udledninger til transporten, end hvad der før klaredes af nogle få lastbiler. Eller har Hillerød Forsyning regnet det anderledes ud?

Fra Nødebo er der rundt regnet 13 km til genbrugsstationen. Med en nogenlunde almindelig personbil plus trailer bliver det nemt til 3 liter pr tur. Og med en frodig have bliver det nemt til 2-3 ture pr halvår, hvis det hele skal køres en trailer ad gangen.

Der findes faktisk også haveejere, der slet ingen bil har. Hvad tænker man i Hillerød Forsyning, at disse borgere skal stille op? Man kan jo ikke have det med i bussen!

De fleste nødeboere har haver og skal af med deres haveaffald – brænde det må man jo heldigvis ikke. De fleste råder også over en bil, men det er ikke det samme som at have trækkrog endsige en trailer (eller erfaring til at køre sådan en). Der findes faktisk også haveejere, der slet ingen bil har. Hvad tænker man i Hillerød Forsyning, at disse borgere skal stille op? Man kan jo ikke have det med i bussen!

Det er en ommer!

Ole Brauer, på vegne af Grundejerforeningen Sportsvej

Hillerød Posten har modtaget flere debatindlæg om emnet og afventer et svar fra formand for Hillerød Forsyning Klaus Markussen.

Publiceret 29 September 2018 20:00

SENESTE TV