DEBAT: Regeringen sender en god million kroner til Kongernes Nordsjælland

MF Hans Andersen, valgt i Nordsjællands Storkreds (V), Fyrrebakken 24, 3600 Frederikssund

Mange har sikkert ventet spændt på regeringens finansforslag for 2019 i denne uge. Som ofte før er en del af statens foreslåede husholdningsbudget dryppet lidt ud på forhånd. Og vi kan glæde os over, at det også har dryppet på Nordsjælland.

For som nu bekendt er det eksempelvis lykkes at få afsat godt og vel en million kroner ekstra årligt til Nationalparken Kongernes Nordsjælland – som en ligeligt fordelt bid på 5,5 millioner kroner årligt til landets fem nationalparker. Det glæder jeg mig over.

For der er intet nyt i, at jeg har været en varm fortaler for etableringen af Kongernes Nordsjælland. Derfor har jeg også været med til at presse på den her aftale om at hæve nationalparkernes grundtilskud med 1,1 millioner kroner til hver park.

Et ekstra løft på 1,1 millioner kroner kan fx sætte ekstra skub i den nye nationalparkplan, som er undervejs. Eller i nye projekter, eksempelvis af den naturfremmende slags

For det kræver penge i foret, hvis vi skal have endnu større glæde af den vidunderlige natur og kultur, som vi nordsjællændere er så heldige at have i vores fælles baghave. For det er altså ikke alle forundt at kunne træde mere eller mindre direkte ud i noget af Danmarks smukkeste natur og vandre gennem danmarkshistorien. Fra Kronborg Slot. Forbi klostre og klenodier. Gennem den grønne natur, som istiden har formet smukt bølgende. Over oldtidens høje og gennem Gribskov – en af Danmarks ældste skove.

Alt det får vi og natur- og kulturglade turister nu endnu mere glæde af.

Et ekstra løft på 1,1 millioner kroner kan fx sætte ekstra skub i den nye nationalparkplan, som er undervejs. Eller i nye projekter, eksempelvis af den naturfremmende slags, der sikrer, at vi bevarer og styrker naturen – alt i mens vi alle sammen får endnu mere glæde af den. Os, der er heldige at have den tæt på bagdøren. Og natur- og historieglade turister, der nu kan få endnu mere med hjem på opleveren.

Publiceret 29 August 2018 19:30

SENESTE TV