DEBAT: "Politikerne lover igen, igen trafikinvesteringer"

Snart er der folketingsvalg igen. Valgkampen er på mange måder allerede i gang. Det er lig med en masse valgflæsk. Populære løfter, som politikerne afgiver for at skaffe stemmer, men som de sjældent leverer på.

Ved sidste folketingsvalgkamp i 2015 lovede flere kandidater fra Venstre (V), Socialdemokratiet (S) og Dansk Folkeparti (DF) trafikinvesteringer i Nordsjælland. Siden da er der ikke sket noget.

Nu er vi så tæt på et nyt valg. Politikerne ved, at de har svigtet på området, så nu lover de nordsjællandske folketingsmedlemmer, Hans Andersen (V), Nick Hækkerup (S) og Marlene Harpsøe (DF), guld og grønne skove igen.

Hans Andersen har været medlem af Folketinget i cirka 13 år, Nick Hækkerup i cirka 10 år og Marlene Harpsøe i cirka syv år.

Deres tre partier har skiftevis haft magten i dansk politik. I den tid er næsten ingen forbedringer gået Nordsjællands vej på trafikområdet.

Tal fra Transportministeriet viser, at der siden 2009 kun er brugt 3,6 milliarder kroner på vejprojekter i Hovedstadsområdet, mens der i Midtjylland er brugt 12 milliarder kroner.

Jeg mener, at der er brug for udskiftning blandt de nordsjællandske folketingsmedlemmer.

De nuværende kan ikke løbe fra, at de langt fra har leveret på dette område. De har været alt for uambitiøse. Jeg synes, vi skal have mindre snak og mere handling!

Vi har brug for massive investeringer i den nordsjællandske trafik. Tal fra Transportministeriet viser, at bilister i Frederikssund - efterfulgt af Gribskov, Helsingør og Hillerød - er dem, der årligt tilbringer mest tid i kø.

Det er simpelthen uholdbart både for pendlerne og virksomhederne! Vi har brug for, at Hillerødmotorvejen og Frederikssundsmotorvejen bliver bygget færdigt.

Infrastruktur er også kernevelfærd. Det er noget, politikerne skal kæmpe for og levere på - ikke kun tale om i valgkampen!

Publiceret 16 August 2018 20:00

SENESTE TV