DEBAT: "Ikke gennemtænkt idé at flytte Brødeskov Station"

Ole Sam Nielsen, Herlevgårdsvej 5, 3400 Hillerød, Nr. Herlev

Kommentar til artiklen i Hillerød Posten 19. juni 2018 om forslag om at flytte Brødeskov station mod Engparken - af Lars Ole Skovgård og Mathias Skarby.

Jeg - Ole Sam Nielsen - er født og opvokset i Nr. Herlev og er 74 år. Jeg kan huske, da man åbnede Brødeskov station. Alle skolebørnene var samlet og stod og viftede med flag, da toget kom.

Grunden til, at stationen ligger der, hvor den ligger, er, at der var en hel del trafik fra Stålvalseværket i Frederiksværk. Der kom dagligt lange tog med stål- ”slæberen” - det var et meget langt tog med masser af godsvogne. For at tog kunne krydse hinanden var der et meget langt vigespor på Brødeskov station. Der var til og med – og er stadig - et ekstra sidespor til ekstra vogne og til at laste og aflaste godsvogne.

Det vil være meget dyrt, og det vil være meget bedre og meget billigere at anlægge den cykel- og gangsti, der mangler

I dag er der 20 minutters drift, og det ekstra vigespor bliver brugt flittigt. Det ses på skinnerne, de er helt blanke i begge spor.

Det er efter min mening ikke nogen særlig gennemtænkt ide at flytte stationen. Det vil være meget dyrt, og det vil være meget bedre og meget billigere at anlægge den cykel- og gangsti, der mangler på Lyngevej fra Brødeskovvej til Favrholm i den østlige side af vejen.

At der blev lavet en cykelsti fra Favrholm til broen i Nr. Herlev i den side af Lyngevej, som ligger tættest på byen, er meget uhensigtsmæssigt: Man skal krydse Lyngevej tre gange for at komme fra Nr. Herlev til Hillerød på cykel.

Desuden er kørebanen flyttet tre gange på et stort stykke ud for Solrød gård - al den asfalt havde været bedre brugt til en cykelsti på Lyngevej fra Brødeskovvej til Brødeskov Stationsvej!

Det, der efter min mening er behov for, er en vej fra Uvelse til Lyngevej mellem Nr. Herlev kirke og Herlevgård

Det, der efter min mening er behov for, er en vej fra Uvelse til Lyngevej mellem Nr. Herlev kirke og Herlevgård – en vej, som Hillerød kommune allerede for ca. 50 år siden planlagde og derfor købte det stykke jord, der ligger mellem kirken og Herlevgård. Det vil være en god og billig løsning! Denne vej kunne have en indsnævring, der er lysreguleret - lige som på broen i Hammersholt.

Endvidere er hastighedsbegrænsning på 30 km gennem Nr. Herlev påkrævet – flere politiske partier havde dette på programmet op til kommunalvalget i 2017 – bliver det til noget?

Chikaner flere steder på Bygaden i Nr. Herlev ville også øge trafiksikkerheden.

Publiceret 01 July 2018 20:00

SENESTE TV