Det begynder at knibe med tiden for at få bygget et anlæg i Hillerød til at gøre brug af det varme vand i undergrunden, skriver Tue Tortzen. Arkivfoto

Det begynder at knibe med tiden for at få bygget et anlæg i Hillerød til at gøre brug af det varme vand i undergrunden, skriver Tue Tortzen. Arkivfoto

DEBAT: "Det varme vand er fælles eje"

Tue Tortzen (EL), Bestyrelsesmedlem Hillerød forsyning

Debat Det er efterhånden otte år siden, at Hillerød og det meste af Nordsjælland blev ”fotograferet” lodret nedad for at undersøge, om der er varm vand i de nederste grundvandslag.

Store lastbiler kørte rundt med maskiner, som sendte trykbølger ned og opsamlede ekkoet fra jordlagene.

Undersøgelserne viste, at der er masser af varmt vand på mellem 60 og 80 grader i lagene fra to til fire kilometer nede.

Der findes tre anlæg til udnyttelse af geotermi – varmt vand fra undergrunden - i Danmark. Et på Amager og et i Nordjylland som begge har kørt fint i årevis – og så et i Viborg som har givet en masse problemer.

I Hillerød Forsyning havde vi allerede i 2012 planer om at bygge et anlæg i forbindelse med Solrødgård. Desværre er det ikke blevet til noget endnu, mest fordi viljen har manglet hos politikkerne i forsyningen og byrådet.

Det har vist sig mest hensigtsmæssigt at bygge et meget stort anlæg, som kan forsyne mere end Hillerød har brug for, og der er derfor kontakt med andre kommuner og Vestforbrænding om et samarbejde, men det begynder at knibe med tiden. Vores rettigheder til at udvinde det varme vand udløber til nytår.

Hvis det sker, bliver tilladelsen udbudt til private.

Og nu kommer AP Møller så på banen. De har gode erfaringer med Danmarks undergrund, olie-indvindingen har været en milliard-forretning for firmaet, og de milliarder er ikke gået til samfundet, som det er sket i Norge.

Det varme vand i undergrunden er fælles ejendom, og det er forbrugerne og samfundet, som skal have gavn af det.

Når venstremanden Klaus Markussen, formand for Hillerød forsyning, byder ”private aktører” velkommen på markedet tyder det på ,at der er en plan for at forære AP møller nye milliarder i stedet for at udvinde varmen selv.

Det forklarer måske hvorfor vi ikke har boret for længst ?

Publiceret 28 June 2018 20:00

SENESTE TV