DEBAT:

“Atter stiger mine udgifter her i 2018”

Af Bernt Salzwedell, ”Skævingedemokraterne”, Hvilegårdsparken 38, Skævinge

Jeg har indtil nu fået udleveret receptpligtig medicin fra apoteket i vores lokale SuperBrugsen. Da jeg hentede medicin i går, fulgte der et kort med, hvorpå der stod ”Fra den 23. april opkræves et gebyr på 12,50 kr., når du får din medicin udleveret fra et håndkøbsudsalg eller medicinaludleveringssted. Gebyret er lovbestemt og skal betales sammen med medicinen.”

Da selve medicinen i dette tilfælde kostede mig 31,85 kr., blev regningsbeløbet altså på i alt 44.35 kr. En stigning i udgiften for at få medicinen på 39 procent. Der står endvidere, at uden dette gebyr vil det ikke være muligt at opretholde håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder i hele landet. Der står endvidere, at gebyret dækker blandt andet pakning og transport af medicinen. Jeg forstår det ikke: Pakning og transport af medicinen er da en udgift for apoteket og ikke for håndkøbsudsalget eller medicinudleveringsstedet?

Hvis man vil ”skåne” belastningen (læs omkostninger) hos håndkøbsudsalg eller medicinudleveringsstedet, kunne man da ”bare” levere medicinen med PostNord eller anden transportør direkte til forbrugeren?

Nåh, nej, det går jo ikke, for sådan en levering er jo væsentlig dyrere end de 12,50 kroner i gebyr… (selv om det ville spare forbrugeren for at skulle gå ned i SuperBrugsen og stå i kø dér for at få sin medicin udleveret (diskretion?). Jeg overlever det nok, men vil overveje, om der er andre muligheder for mig for at få adgang til min medicin uden at skulle betale det ekstra gebyr for at opretholde håndkøbsudsalg eller medicinudleveringssteder.

På den anden side er det også sørgeligt, at man som bruger ikke mere kan hente sin medicin her i byen uden at skulle betale en betydelig merpris for dette…

Hvem har gennemført lovgivningen herom?

Publiceret 22 May 2018 17:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV