DEBAT:

Et dysfunktionelt lyskryds

Henrik M. Christensen, forstander Marie Mørks Skole, Hillerød

Hillerød Kommune har for et år siden udbedt Viatrafik om en rapport vedrørende lyskrydset ved Milnersvej, Hammersholtvej og Jernbanegaderne.

18. maj 2017 blev der foretaget to observationer på samlet set to timer og 45 minutter i lyskrydset. Herefter blev der udarbejdet et notat med anbefalinger for lyskrydset.

Marie Mørks Skole, der ejer to af matriklerne ud til krydset, har igennem et år nu forgæves forsøgt at komme i dialog med forvaltningen omkring lyskrydset.

Jeg står selv et stort antal af skoleårets 200 dage ved skolens indgang, samtidig med at vores skolepatruljer står der samtlige 200 dage.

Når vi står der, så bliver der akkumuleret en ret betragtelig mængde af forskellige trafikale observationer omkring lyskrydset.

Mange af Viatrafiks anbefalinger vedrørende lyskrydset er ganske fine, men de er mangelfulde.

Den dårlige nyhed:

Kommunens forvaltning ønsker ikke at lytte på vores observationer, men det kan vel være godt det samme, siden ingen af notatets anbefalinger er effektueret her 12 måneder efter.

Indstillingerne i krydset bliver fra tid til anden ændret, men lige lidt hjælper det, når ændringerne foregår i blinde, og dermed udebliver effekten af en trafik, der glider, og en trafik, der er sikker for de bløde trafikanter.

Den gode nyhed:

Lyskrydset kan afvikles langt mere glidende og sikkert, hvis man ønsker det.

Hvis ikke kommunens forvaltning ønsker at lytte til vores observationer, så vil jeg anbefale, at man starter med at effektuere Viatrafiks anbefalinger, der nu er 12 måneder gamle.

Indtil da må bilister, cyklister og fodgængere væbne sig med tålmodighed i et dysfunktionelt lyskryds.

Publiceret 18 May 2018 05:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV