DEBAT:

“100 dage med det nye byråd - og hvad så?”

Iwan Krasilnikoff, Nyhusevej 34, Hillerød

Nu er der gået godt og vel 100 dage, siden den nye kommunalbestyrelse trådte til, og det kunne være på tide at spørge, hvad man har gang i?

Vi har nu et byråd med en tung forankring i begge sider af normal dansk politik, og det betyder, at de beslutninger der findes frem til, burde kunne give Hillerød en stabil, sikker og visionær fremtid!

Hillerød er blevet et 'kludetæppe' af frimærke-lokalplaner uden sammenhæng mellem planerne og uden respekt for det, der en gang for længe siden stod i Hillerøds 'stjerner'.

Fik du læst: 32 ton tung betonblander væltede i t-kryds

Der er ingen gennemgående trafikplanlægning, intet program for, hvor vi skal hen med byen, intet hensyn til tidligere vedtagne holdninger om udnyttelser, forhold til nabogrunde og til fælles muligheder. Kun vækstfiksering med profitmaksimering råder, uden hensyn til fællesskabet, vejnettet og afløbsmulighederne.

Jeg foreslår derfor, at der med øjeblikkelig virkning vedtages et stop for alle lokalplanændringsforslag, og at byrådet i stedet anmoder/beordrer forvaltningen til at bruge de frigjorte kræfter til at gennemse og optimere kommuneplanen, så denne kan danne et fornuftigt gennemarbejdet arbejdsgrundlag for Hillerød Kommunes fremtid.

Revisionen skal selvfølgelig afstemmes med Hillerøds borgeres behov, holdninger og ønsker, men med fuld respekt for bæredygtigheden af kommunens ressourcer i bredeste forstand.

Når planrevisionen er overstået, burde ressourcer til lokalplanarbejde stort set være overflødige, idet det vil være kommende investorers og politikeres ansvar at kommuneplanen overholdes, således at borgernes tillid til planen kan genskabes.

Ovennævnte betyder ikke, at vækst skal undgås, men der skal være sammenhæng i udviklingen til gavn og glæde for os alle sammen.

Publiceret 15 May 2018 13:00

SENESTE TV