DEBAT:

“Uden plan og strategi i Hildis Have“

Af Karsten D. Olesen, Almevej 4, Hillerød

Ligger din bolig i et område med ”standardiseret byggeri”? Ligger det i et kulturmiljø? Hvis det heller ikke ligger på de ”få udvalgte steder”, hvor kommunen ”vil fremme særlig spektakulær arkitektur”, så er dit område heller ikke berørt af kommunens nye Arkitekturstrategi, der ellers er gældende for alt nybyggeri.

Arkitekturstrategien er så viseligt indrettet med tre principper(!):

1. Arkitektonisk tilpasning,

2 . Arkitektonisk bevaring og

3. Arkitektonisk markering med spektakulært byggeri”.

De tre principper gælder imidlertid i hvert sit ovennævnte område(!). Giver det mening? Er der intet at bevare i områder med ”standardiseret byggeri”? Hvad med tilpasning af nybyggeri i de ældre områder?

Hvor er øvrigt områderne til ”Spektakulært byggeri”?

Med så uklar og tåget Arkitekturstrategi er det ikke underligt, at investorer kan grine hele vejen ned i banken. Grine af et rådhus, hvor et flertal igen og igen falder på halen over, at man kan bygge højt. Hvor alt er til fals for enhver investor.

Strategier formuleres, så det hverken rammer fagfolk eller lægfolk. Nogle af de sparede lønkroner i forvaltningen bør bruges til at købe sig rådgivning til udarbejdelse af den arkitekturpolitik, som er på vej.

Man kan følgeslutte, at arkitektonisk tilpasning og -bevaring er ikke gældende vest for stationen: Om bygningerne på Vibekevej, som åbenlyst er bevaringsværdige erklærer kommunen, at de ”LIDER” pga. The Hill. Så derfor skal de rives ned… Til fordel for Hildis Have. Uden lokal forankring og tilpasning til omgivelserne og med både skala og udtryksmæssig spring til skade for omgivelserne.

Man kan ud af Arkitekturstrategien og sagen med Hildis Have slutte, at The Hill heller ikke skulle have været bygget.

Nu kræver vi arkitektonisk kvalitet, og selvfølgelig skal vi have tilflyttere til byen og skattekroner i kassen. Men prøv da lige og få en plan for, HVORDAN vi gør det bedst.

Foto: Karsten D. Olesen

Foto: Karsten D. Olesen

Publiceret 17 April 2018 17:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV