DEBAT:

"Dygtige medarbejdere betyder mere end en lav dækningsafgift"

Af Ebbe Mosbæk Rasmussen, kandidat for radikale til Hillerød Byråd, Højager 84, Hillerød OgChristina Thorholm, medlem af Hillerød Byråd for radikale

Radikale Venstre mener, at dækningsafgiften kan være ét af mange instrumenter til at styrke erhvervslivet. Det er da en relevant overvejelse, om niveauet i Hillerød på 9,4 promille ligger det rigtige sted, som det har været fremhævet af Liberal Alliance i Hillerød Posten. Hillerød ligger i den dyre ende. En lavere afgift koblet med aftaler med virksomhederne om praktikpladser og jobprøvning af flygtninge vil gavne os alle.
Men vi Radikale vil ikke bruge dækningsafgiften som våben i en krig med vore nabokommuner i et nulsums-spil om at trække virksomheder, job og omsætning fra hinanden.
Læs også: Politik: Mange ønsker til kommende budget
Vi har brug for at løfte blikket og erkende, at vi tværtimod skal stå skulder ved skulder. Vi er afhængige af hinanden på kryds og tværs. Over halvdelen af de beskæftigede, der bor i Hillerød, pendler til job udenfor kommunen. I Greater Copenhagen skal vi samlet udgøre et attraktivt tilvalg for internationale virksomheder. Så Novo, Foss og Biogen også er her om 10 år. De er tæppet under kommunens muligheder.
Det, virksomhederne har allermest brug for, er ikke et kvikfix i form af en lidt lavere dækningsafgift, men et lokalområde, der har taget virksomhederne ind i sit DNA. Vores ambition skal være, at vi kan skaffe de dygtige medarbejdere, som virksomhederne har brug for. Uddannelse og kompetenceudvikling er nøglen. Vi kan gøre meget her i Hillerød, men vi er kun en lille brik på et stort erhvervskort og skal bestemt ikke lukke os om os selv. Men derimod gå med i samarbejder ud over kommunegrænsen om en fælles indsats for at blive ved med at være verdens bedste værtsby for vore internationalt førende virksomheder.

Publiceret 07 September 2017 16:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV